Fredag blev det officielt. Rygterne havde verseret længe, men fredag bekræftede Haas og Stake F1 Team Kick Sauber det som en del havde forventet. Nico Hulkenberg har skrevet kontrakt med Audi og starter i 2025 på en flerårig kontrakt.
Haas bekræftede, at Nico Hulkenberg forlader Haas efter sæsonen, og det giver umiddelbart en plads til Ollie Bearman. Den havde han nok fået alligevel, men det giver mulighed for, at Kevin Magnussen så bliver på holdet som den erfarne kører.
Det giver forhåbninger, men så er det godt vi har Ralf Schumacher til at sænke dem. Han mener at vide, at Valtteri Bottas forlader Stake F1 og tager Kevins sæde hos Haas.
Nico Hulkenberg er ikke et uskrevet blad hos Sauber. Han har kørt for holdet før, så skiftet til Audi er mere et Velkommen tilbage end Velkommen til.










