Formel 1 lancerer Academy Team

Det kvindelige Indycar-hold Paretta Autosport med Beth Paretta i front Copyright Penske Entertainment

Formula One Management er kommet med en spændende nyhed, som vi desværre må vente til 2024 med at se. Det er blandt andet de manglende muligheder for avancement vi har set i Formel 2, Formel 3 og W Series, som har fået Formel 1 til at lancere deres eget Academy Team.

Oscar Piastri missede chancen for et Formel 1-sæde selv om han er den regerende F2-mester. Netop mesteren i F2 kan ikke forsvare sit mesterskab, så der er kun en mulighed for at avancere til en højere klasse i form af Formel 1.

På samme måde har vi set Jamie Chadwick vinde W Series to sæsoner i træk og hun er end ikke blevet tildelt en test i en F3-bil. Det er baggrunden for etableringen af et Academy Team i Formel 1. Vinderne skal have hjælp til at komme videre i hierarkiet.

Jamie Chadwick vandt COTA og mesterskab
Copyright W Series

Det skal der gøres noget ved nu. Derfor har Formula One Management søsat det nye projekt, hvor vinderen af Formel 2 automatisk er garanteret det ene sæde på holdet. Forudsat naturligvis at vedkommende ikke har sikret sig et sæde i et af de etablerede hold.

Det andet sæde vil gå til vinderen af W Series, igen forudsat at hun ikke har en kontrakt på et sæde i et af de 10 faste hold i Formel 1. Dermed vil man både sikre diversitet i form af en kvinde i Formel 1, noget som vi har manglet siden Giovanni Amati forgæves forsøgte sig i 1992.

Michele Mouton er præsident for FIA Women in Motorsport er begejstret. Til avisen ’Le Parisienne’ siger hun:

”Det har altid været svært for en kvinde at slå igennem i en mandsdomineret verden. Med dette tiltag giver vi den ultimative scene for det kvindelige køn til at vise, at de kan konkurrere på lige fod med de mandlige kolleger indenfor motorsporten.”

”Vi har set mange forsøg på at fremme kvinder indenfor sporten, både i, såvel som udenfor cockpittet. Leena Gade er et eksempel på, at en kvinde sagtens kan få succes som ingeniør i den mandsdominerede branche.”

Iron Dames med Michelle Gatting på Le Mans 2021
Copyright Ewert Foto

”Iron Dames viser i Endurance Racing, at de kan køre lige op med mændene, og i USA deltog Paretta Motorsport i Indianapolis 500 med et kvindedomineret crew. Det kan lade sig gøre, men det kræver tid og vi bakker op om Formel 1’s projekt.”

Vinderen af F3-mesterskabet vil være garanteret mindst to FP1-træninger på holdet samt pladsen som test- og reservekører på holdet. Det siger sig selv, at en del af medarbejderne vil være af det kvindelige køn, men også Lewis Hamiltons ’Hamilton Foundation’ vil blive inddraget for at få flere farvede personer ind på holdet.

DASU Medlem Brigitte Jerkel er begejstret. Hun er Danmarks repræsentant i FIA Women in Motorsport, og håber det nye tiltag vil være med til at få flere piger til at begynde til motorsport. Dansk Formel 4/5 har allerede en god repræsentation af piger bl.a. Michelle Rasmussen der kører Formel 4.

”Michelle Gatting valgte formelvejen fra for at fokusere på sportsvognsracing, men vi har nogle spændende navne i gokart og formelsporten, der om nogle år måske kan gøre sig gældende i international motorsport.”

”Juju Noda er godt nok japansk, men hun er netop udtaget til W Series Academy Team, men med to sæsoner i Formel 4 har hun vist, at man godt kan komme fra lille Danmark og få en chance på den store scne.”

Michelle Rasmussen i dansk F4
Copyright Ewert Foto

”W Series er en supportklasse der følger Formel 1, og flere af deltagerne er allerede tilknyttet Formel 1-hold f.eks. Jamie Chadwick hos Williams og Jessica Hawkins hos Aston Martin Racing. Hvorfor skulle Laila Lylloff ikke kunne gøre det samme?”

Hvad enten du er F2-mester eller W Series-mester, så gælder det at du højst kan køre på holdet i to år. Et udvalg bestående af repræsentanter fra W Series og organisationen bag Formel 2/Formel 3 mødes efter hver sæson og analyserer og vurderer kørernes kvaliteter med henblik på enten udskiftning eller en forlængelse af sædet, såfremt de regerende mestre har andre sæder ind i Formel 1.

Spændende er det. Med til at betale gildet er Formel 1’s officielle sponsorer Aramco, Crypto.com og Pirelli