Årets andet løb i Formel E sæson 11 blev kørt lørdag aften dansk tid i Mexico City. Det lignede en sejr til Porsche med Antonio Felix da Costa forrest, men det fik Oliver Rowland fra Nissan sat en stopper for.
Løbet i Mexico var perfekt til at vise det nye Attack Mode, hvor køreren udover 50 ekstra hestekræfter også får firhjulstræk. Det skulle vise sig at være altafgørende, da det gav så markant bedre traktion ud af svingene, at overhalinger kunne foretages indvendig som udvendig.
Pascal Wehrlein startede forrest i en ren Porsche forreste række. Første omgang var rimelig pæn, men Sam Bird fik vendt Dan Ticktum rundt i stadionsektionen. Det kostede Dan næsten en omgang, og størstedelen af løbet kørte Kiro-køreren rundt i en kamp for ikke at blive sat en omgang tilbage.
Der blev lavet mange flotte overhalinger, og tidspunktet for Attack Mode blev afgørende. Da Pascal Wehrlein tog sit første røg han fire placeringer tilbage. Nogle slap uden at smide placeringer, men de fleste mistede en eller to. Antonio Felix da Costa kom i front efter Attack Mode, og da løbet virkede til at være faldet lidt til ro, valgte Porsche at udstede en teamordre om at forblive i den formation.
Det var tydeligt, at Pascal Wehrlein var hurtigere, men han måtte blive i skyggen af sin holdkammerat. Oliver Rowland fik aktiveret sit sidste Attack Mode på det rigtige øjeblik sidst i løbet. Kort efter han kom i front kom der Safety Car.
David Bechmann blev sendt i muren, da en anden kører pressede sig forbi og ramte hans højre forhjul på vej ind i stadionsektionen. Det reddede Dan Ticktum fra at blive sat en omgang tilbage, så han kom bagerst i feltet. Det var dog en kort Safety Car, og det skulle få betydning.
Der gik ikke lang tid efter genstarten før vi igen havde Safety Car. Denne gang Mitch Evans i Jaguar, der kørte over baghjulet på en konkurrent og endte i muren. Også den Safety Car var kort, og det resulterede i, at der ikke blev tilføjet ekstra omgange til løbet.
Det reddede Oliver Rowland, der kørte over målstregen med minimal energi på batteriet. Bare en omgang mere, så ville han være gået i stå på sidste omgang. Nu holdt han føringen og tog det ternede flag foran de to Porsche-kørere med sæson ni-mester Jake Dennis på plads fire.
