Formel E var tilbage i Miami, men denne gang var det på¨banen, som vi kender fra Formel 1. Naturligvis et modificeret layout, men det gav stadig et spændende løb, der startede bag Safety Car og endte med Mitch Evans som vinder.
Mitch Evans startede fra plads 9, så det var et flot avancement, men igen spillede Attack Mode en rolle, specielt på en bane der startede optørrende. For regnen havde været et smut forbi Miami, så løbet startede bag Safety Car. Man havde dog heldigvis besluttet at lave en stående start.
Nico Mûller startede fra pole position med Felipe Drugovich på plads to. Det er kun Felipes tredje start og han var klar. Nico tog starten, mens Felipe gik direkte efter et kort Attack Mode. Firhjulstræk på en optørrende bane plus de ekstra hestekræfter bragte Felipe i front.
Der var gode dueller i front og Attack Mode blev brugt til at køre sig godt frem. Antonio Felix da Costa i Jaguar jagtede sin første sejr og endte med en god duel med holdkammeraten Mitch Evans, som New Zealænderen trak sig bedst ud af.
Da Costa fik dog ødelagt sit løb, da Felipe Drugovich på Andretti-holdets hjemmebane fik forbremset sig og kørte ind i Antonio. Felipe kørte direkte i pit, mens da Costa kunne fortsætte men et par placeringer længere nede.
Pascal Wehrlein startede fra plads 11, men han kørte sig også helt frem. Han endte på p3. Mitch Evans havde gemt sit sidste Attack Mode til sidst, så da han først var kommet i front, så kunne han holde føringen trods de to ekstra omgange, som starten bag Safety Car havde tilføjet.
Jake Dennis, de to Citroen, de to Penske og de to Nissan-racere var helt ude af løbet og spillede ingen rolle. Løbet var så specielt, at de bagerste kørere blev indhentet med en omgang, og selv om man nogen gange ser det i et normalt løb hvis en bil har været i pitten, så var det overraskende mange kørere som blev sat en omgang tilbage.
Mitch Evans løb med sejren i Miami ePrix foran de to Porsche-kørere. Et underholdende løb, hvor der generelt blev kørt pænt. Måske de har lært noget efter Dan Ticktum kritiserede kørerstandarden i Mexico et par uger tidligere.
Om fjorten dage går det løs med dobbeltweekenden i Jeddah, Saudiarabien.











