Søndag blev det andet løb kørt i Berlin. I modsætning til lørdag var vejret perfekt og Pascal Wehrlein startede fra pole. Der var knald på fra start til slut med overhalinger nærmest per omgang. Oliver Rowland havde en mulighed for titlen, hvis alt flaskede sig.
Det så ikke ud til, at mesterskabet ville blive afgjort i Berlin. De to Porscher og Taylor Barnard fra Neom McLaren FE kæmpede hårdt. Denne gang var der ikke pitboost og distancen var derfor reduceret med en enkelt omgang.
Det handlede derfor om energibevarelse, og her havde flere kørere et overforbrug. Den værste af dem endte med at blive Pascal Wehrlein, der faldt igennem feltet for at kunne gennemføre.
Oliver Rowland var en fryd at se. På et tidspunkt tog han to biler i samme overhalinger og rykkede fra plads tre til plads et. Med Pascal Wehrlein i problemer kunne en fjerdeplads sikre Nissan-køreren verdensmesterskabet.
Nick Cassidy kom i front og tog sejren foran Jake Dennis og Jean-Eric Vergne. Dermed stod der en Jaguar-kører øverst på podiet i begge løb i Berlin, så en næsten perfekt weekend for Jaguar.
Oliver Rowland kom netop ind på plads fire og sikrede det 11. mesterskab i Formel E og den tiende kører til at tage titlen. Kun Jean-Eric Vergne har vundet to mesterskaber, da han vandt det sidste i Gen 1-æraen og det første i Gen 2.
Der resterer nu kun den sidste runde, med løb lørdag og søndag, i London. Det er første gang titlen er afgjort før sidste runde.











