Der var møde i World Motor Sport Council igår og her blev der annonceret flere spændende ting. For os der godt kan lide racet i Formel E, så blev kalenderen for sæson 6 (2019/2020) offentliggjort.
To ting træder dog frem. København er ikke en del af kalenderen, hvilket må være en skuffelse for den danske Formel E-delegation (Copenhagen ePrix) med Jørn Grønkjær i spidsen. De havde lavet en god forretningsplan og et spændende banelayout.
Den anden er Birmingham ePrix, som vi hørte om i maj måned 2018, da det virkede som en bekræftelse og præsenteret med et banelayout. Det viste sig dog, at arrangøren havde glemt at tale med Birmingham City Council.
Til gengæld slutter sæsonen med et dobbeltløb i London, hvilket er en stor overraskelse. London har været med før, men det er flere år siden og der har ikke været historier om et comeback.
Kalenderen for sæson 6 ser således ud:
22. November 2019 | Saudi-Arabien | Ad Diriyah |
23. November 2019 | Saudi-Arabien | Ad Diriyah |
14. December 2019 | TBC | TBC |
18. Januar 2020 | Chile | Santiago de Chile* |
15. Februar 2020 | Mexico | Mexico City* |
1. Marts 2020 | Kina | Hong Kong* |
21. Marts 2020 | Kina | TBC* |
4. April 2020 | Italien | Rom |
18. April 2020 | Frankrig | Paris |
3. Maj 2020 | Sydkorea | Seoul |
30. Maj 2020 | Tyskland | Berlin |
20. Juni 2020 | USA | New York |
25. Juli 2020 | England | London |
26. Juli 2020 | England | London |
Husker du kalenderen for i år, så ser du hurtigt, at der mangler Monaco og Bern (Schweiz) i næste års kalender, hvor der kommer to nye hold med. Mercedes og Porsche stiller med egne hold næste sæson.
Budapest rygtes til kalenderen for sæson 7.
Reglementsmæssigt kommer der også flere ændringer. Den ene får kun betydning for Nissan-holdet. Det handler om bilernes MGU, hvor Nissan har haft et dobbelt-MGU setup, men det bliver nu forbudt. Fra næste sæson må alle hold kun benytte sig af en MGU.
Energiforøgelsen under Attack Mode blive øget fra 225kW til 235kW og det bliver ikke længere tilladt at aktivere Attack Mode under Full Course Yellow (Virtual Safety Car, red.) eller under Safety Car-kørsel.
Den nuværende Gen2-models levetid forlænges til sæson otte. Det sker for at imødekomme Porsche og Mercedes. Dog kan der stadig komme mindre ændringer, såsom en powerforøgelse, forbedringer af batteri og design på bilen.
Næste løb i Formel E køres næste weekend, hvor der køres i Bern, Schweiz.