Der er sket meget i Formel 1 her til morgen. Vi stod op til nyheden om, at George Russell overtager Lewis Hamiltons Mercedes i Sakhir GP denne weekend. George skrev selv på de sociale medier, at de færreste får lov at køre for et Formel 1-hold, endnu færre får lov at køre for to på et år.
Det betød naturligvis, at Williams’ pludselig stod uden en kører til Georges bil. Her har man så indkaldt Williams’ reservekører Jack Aitken, der ellers skulle have kørt Formel 2 denne weekend. Det er ikke annonceret, hvem der overtager Jacks sæde hos Campos denne weekend, men et kvalificeret bud kunne være Ralph Boschung fra Schweiz, da Campos har annonceret ham som deres ene kører til 2021-sæsonen.
Da morgenmaden var indtaget kom Haas med den ventede pressemeddelelse, at Mick Schumacher får det andet sæde hos Haas. Det var ventet og specielt efter Callum Ilott offentliggjorde, at der ikke bliver noget Formel 1 til ham næste år.
Mick Schumacher er på en flerårig kontrakt og han får æren af at køre den ene Haas i FP1 i Abu Dhabis GP foruden juniortesten efter sæsonafslutningen.
Timer senere meldte Haas ud, at Romain Grosjean er i så god form, at han er blevet udskrevet fra hospitalet i Bahrain. Han kommer nu under privat pleje og skulle efter sigende være interesseret i at køre det sidste løb i Abu Dhabi.
Ferrari har også været ude og forespørge på dispensation til næste års budgetloft. Ikke fordi man ikke er interesserede i at overholde det, men fordi corona-pandemien gør det svært at afskedige folk i den svære tid og det signal som det vil sende.
Mattia Binotto vil tage en snak med FIA og de andre teamchefer, hvor man nemt kan forestille sig, at Mercedes også står med en større mængde personer som skal omplaceres for at undgå massefyringer.
Slutteligt har Frankrig nu fået tilladelse til at have 15.000 tilskuere til næste års løb på Paul Ricard.