DASU og de tre permanente asfaltbaner i Danmark samles nu for at udvikle fremtiden for dansk motorsport. Målet er at styrke både bredden og eliten.
Der skal mere fart på dansk motorsport. Derfor samles Dansk Automobil Sports Union (DASU) og de tre permanente asfaltbaner for at lægge en fælles strategi. Målet er at skabe en retning for, hvordan promotorer og løbsarrangører bedst samarbejder og udnytter banekapaciteten og dermed skaber de bedste rammer for de danske klubber, motorsportstalenter og sporten generelt.
”Dansk motorsport har gennem årene leveret mange talenter, der har kørt med på allerhøjeste niveau. Det skal vi fortsætte med, men det kræver, at der både er gode og moderne træningsfaciliteter, baner og løbsserier for kørerne. Derfor samler vi nu ejerne af permanente asfaltracerbaner, så vi sammen kan lave en plan for, hvordan vi får styrket dansk motorsport og sikrer udviklingen af både talenter og eliten,” siger Henrik Møller-Nielsen, formand i DASU.
Som samlende hovedorganisation for organiseret bilsport i Danmark vil DASU sammen med repræsentanter for Ring Djursland, Padborg Park og FDM Jyllandsringen lave en fælles plan for, hvordan banerne i endnu højere grad kan være med til at styrke talent- og elitesatsninger, men også samtidig sikre bredden, så endnu flere kan opleve glæden ved at dyrke og opleve motorsport.
”DASU har et mål om at skabe de bedste forudsætninger for motorsporten i Danmark. Arbejdet skal understøtte den del af DASU og DIFs vision, der handler om at fremme bilsport i Danmark. Målet er at sikre, at der er en mangfoldighed inden for dansk bilsport, der appellerer til bredden i sporten og sikrer grundlaget for og styrker den danske elite,” siger Henrik Møller-Nielsen videre.