Da Simon Pagenaud kørte Lando Norris af banen i et virtuelt Indycar-løb og Santino Ferrucci kørte Oliver Askew af banen lige foran målstregen, var der mange der blev vrede og skuffede, og andre mente der blev overreageret, da det kun var et computerspil.
I NASCAR mistede Kyle Larson sit virtuelle og rigtige sæde hos Chip Ganassi Racing efter at have brugt et meget negativt ladet ord, og sidste weekend var det så det virtuelle Formel E-mesterskab, der skabte overskrifter.
I den virkelige verden har flere kørere været rigtig gode. De samme kørere har haft store problemer i den virtuelle verden. Daniel Abt, der har været en fast del af Audis Formel E-hold siden sæson 1, har på intet tidspunkt været tæt på pointene i den virtuelle verden. Indtil i lørdags.
Der var det tid til Daniels hjemmebaneløb på Tempelhof-banen i Berlin, og nu kunne han pludselig køre stærkt. Så stærkt at han endte på podiet, hvilket fik flere kørere, heriblandt Mercedes’ Stoffel Vandoorne til at sige, at det ikke var Daniel, der kørte.
En undersøgelse, der inkluderede ip-søgning viste, at det var korrekt. Den professionelle simkører Lorenz Hörzing kørte i stedet for. Han deltager i forvejen i supportklassen Challenge Series, hvor førstepræmien er en rigtig test i en Formel E-bil.
Daniel Abt var også kreativ. Alle kørere skal have et kamera, hvor man kan se køreren i simulatoren, men der var tilfældigvis noget i vejen for ansigtet. Igen vi taler et computerspil, men det bliver altså taget meget seriøst af holdene, der stiller med ingeniører der samler penge ind til UNICEF.
Daniel Abt og hans makker blev begge diskvalificeret fra løbet og for Lorenzs vedkommende er han også suspenderet i Challenge-serien. Samtidig blev Daniel Abt tildelt en bøde på 10.000 euro, som skal doneres til et velgørende formål.
Skaden var dog sket og det røg helt op på topniveau hos Audi, og nu er konsekvensen taget. Daniel Abt er blevet suspenderet hos Audi og skal ikke deltage i flere Formel E-løb, hvis mesterskabet kommer i gang igen.
I den udsendte pressemeddelelse står der følgende:
“Integritet, gennemsigtighed og konsekvent overholdelse af gældende regler er højeste prioriteter for Audi – dette gælder for alle aktiviteter, som mærket er involveret i uden undtagelse. Af denne grund har Audi Sport besluttet at suspendere Daniel Abt med øjeblikkelig virkning.”
Så selv om det kun er et computerspil, så er der et sportsligt og etisk kodeks, der skal overholdes, og når ens kører bliver taget for snyd ved at lade en anden køre for sig, så er der konsekvenser for udover selve mærket, så er der alle de sponsorer, der nu bliver sat i dårligt lys.
Så snyd har konsekvenser og det betaler Daniel Abt nu prisen for. Ikke bare her og nu, men for altid vil han have prædikatet snyder hængende over sig.