Canadas GP – Kval – Russell foran Antonelli

George Russell Copyright Mercedes AMG

Lørdag blev der kørt kvalifikation til søndagens grand prix og det var nærmest deja vu. George Russell var hurtigst foran Kimi Antonelli og imponerende nok med samme margin som i sprintkvalifikationen. Colapinto nåede igen Q3.

Esteban Ocon gjorde ikke sit Haas-liv nemmere, da han røg ud allerede i Q1. Det gjorde Alexander Albon, men her kan man forklare det med manglende træning efter crashet i den eneste træning. Ellers var det usual suspects, der røg ud i Q1.

Valtteri Bottas
Copyright Cadillac F1 Team

Q2 bød på en irriteret Max Verstappen. Han kunne ikke få varme i fordækkene, og Max er netop kendt for at have en kørestil med en pointy front, så derfor havde han svært ved at køre sin RB22 optimalt. Det lykkedes ham dog uden problemer at komme videre til Q3.

Isack Hadjar har haft den bedste weekend indtil nu hos Red Bull Racing. Han kom videre til Q3, hvor han var lige ved at slå holdkammeraten, men da Q3 var slut var det med Max Verstappen lige foran sig.

McLaren og Mercedes sloges om bedste tid. Franco Colapinto og Arvid Lindblad kom videre til Q3 sammen med de fire tophold.

Oliver Bearman
Copyright Haas F1 Media

Allerede før kvalifikationen blev kørt kom der en melding fra stewards om, at søndag kunne blive et regnvejrsløb. Den tidligere udmelding giver holdene nogle friheder søndag, hvor de kan lave visse justeringer til løbet. Bilerne i Q3 var derfor optimeret og for nogle var det godt, for andre gav det lidt problemer.

I alle tre sessioner kørte kørerne dobbeltopvarmning for at få dækkene op i temperatur. Lando Norris var hurtig og kørte 1.12.729 i første forsøg. George Russell opgav sit første forsøg og kørte direkte i pit.

Mercedes-køreren var dog hurtigt tilbage på asfalten og havde allerede sin første opvarmer i banken, da de andre kørere returnerede til banen. Georges første tid blev 1.12.993, den kunne Kimi Antonelli slå. 1.12.646 kørte han, men blev presset af Lando Norris, der dog måtte se sig slået med 0.083.

Isack Hadjar
Copyright Red Bull Contentpool

Den ekstra omgang George Russell fik i forhold til de andre medførte et sidste forsøg. Circuit de Gilles Villeneuve er den eneste bane, som George har kørt flere pole positions på. Skulle det blive tre i træk? Det skulle det, da han kørte 1.12.578 og weekendens hurtigste omgang.

Her kan du se højdepunkter fra kvalifikationen.

Top 5 var identisk med sprintkvalifikationen og Top 8 var indenfor fire tiendedele. Tilmed var afstanden til Kimi Antonelli identisk med 68 tusindedele. Efter sprintløbet tidligere lørdag er det tydeligt, at forholdet mellem de to Mercedes-drenge ikke længere er venskabeligt.

George Russell tog pole foran Kimi Antonelli og Lando Norris
Copyright McLaren Media

Nu venter der søndag 70 omgange, hvor forholdet kan blive endnu mere anstrengt. Det kan du se på TV3+, Viaplay, F1TV og Viasat UHD.

Canada 2026 – Kval