Det er svært at sige, at vi blev meget klogere af fredagens frie træninger. Regn forsinkede kørslen i FP1 og et rødt flag gjorde det ikke bedre. Anden træning havde bilerne på banen med det samme, men også FP2 havde regn. Fernando Alonso kørte dagens hurtigste tid.
Det er svært at sige, hvor meget man kunne bruge fredagens første frie træning. Regnen forsinkede bilernes adgang til banen, og da bilerne endelig måtte køre på banen, så var det inspektionsomgange fremfor push-omgange.
Da Guanyo Zhou ramte muren med sin Stake Sauber, så kom der rødt flag. Der var afkørsler og biler, som kom i vejen for hinanden, men der var også tid til tørvejrstræning sidst i FP1.

Copyright Pirelli
Her viste Lando Norris sig hurtigst foran de to Ferrarier og Lewis Hamilton. Bedste Red Bull var Max Verstappen i p5. Jack Doohan var uheldig. Han fik en enkelt omgang i regnen og en enkelt tur på slicks sidst i træningen, men det fik han ikke noget ud af. Alpine har dog brugt den ene af de to rookie-træninger nu.
Du kan se højdepunkter fra FP1 her.

Anden træning startede tørt og der var biler på banen med det samme. Nu skulle der køres data ind med det samme for regnen lurede, og den kom også senere i træning 2.
Hurtigste kører blev Fernando Alonso i sin Aston Martin foran George Russell i Mercedes, og Lance Stroll i den anden Aston Martin. Bedste Ferrari var Charles Leclerc foran Daniel Ricciardo og Kevin Magnussen i sin Haas.
Kevin Magnussen og Montreal har ofte været en god kombination og p6 var da også mere end godkendt. Nico Hulkenberg er et sekund efter Kevin, men som altid så er det kun træning.

Copyright Pirelli
Et teknisk problem holdt Max Verstappen i pit det meste af FP2. Lando Norris p20 og fem sekunder efter Fernando Alonso, men ingen kommentarer omkring tekniske problemer, kun at fredag havde været drilsk.
Du kan se højdepunkter fra FP2 her.











