Maurice Hamilton er mangeårig journalist og forfatter. Han har udgivet en del bøger og været fast inventar i F1 Racing (nu GP Racing), samt besøgt en stor del af de baner, som bogen her handler om. Forordet er skrevet af Sir Jackie Stewart og undertitlen med Maps og statistics var grunden til, at jeg købte bogen.
Den blev købt via Amazon i Tyskland for at slippe for Postnords ågerpriser for behandling af varer fra udlandet. Lidt dyrere her og nu, men billigere i det store hele og runder man 39 euro på den tyske Amazon, så er fragten gratis.
Mine forventninger var store. Maurice Hamilton er en af de store indenfor Formel 1, og jeg har en gang set en bog, der også omhandlede banerne i Formel 1, hvor man kunne se alle variationerne på en bane. Det er desværre så mange år siden, at jeg ikke købte den og da tiden ikke står stille, så lød det her som en god bog, der kan opfylde mit behov.
Lad mig skrive med det samme, at jeg er skuffet over bogen. Det er ikke en billig bog, med den svigter på netop det som den solgte mig på. Kort og statistikker. Billederne du ser i artiklen er fra Amazon-siden og det var billedet fra Spa-Francorchamps, der overbeviste mig.
Her ser man både det nuværende Spa-layout og det gamle, da banen var en lynhurtig landevejsbane. Med tanke på Silverstones mange layouts var jeg rigtig spændt, så stor var min skuffelse, da Silverstone som en af de første baner i Formel 1 kun havde det nuværende layout fra 2010/2011. Det samme gælder Monza, der er den første bane i beskrivelserne. Umiddelbart er bogen sat op i kronologisk rækkefølge, og Monza er helt tilbage fra 1922.
Der er dog en fast skabelon under alle baner. En beskrivende, men kort tekst, lidt billeder, et statistikark (som jeg ikke finder særlig statistisk) og banekortet, hvor der er det nuværende layout på. På visse baner er der en ”grå markering”, der symboliserer hele eller dele af et tidligere layout. På banen i Argentina bliver det bare rodet, mens det giver lidt mere mening på Interlagos i Brasilien.
Flere baner er ganske underholdende og beskrivende, men manglen af en oversigt over de forskellige layouts trækker gevaldigt ned hos mig, Jeg vil se udviklingen på Silverstone fra det første layout til det 265 km/t-hurtige pole layout fra Keke Rosberg til 1985 og frem til det nuværende.
For nogle er det måske bagateller, men for mig som nørd betyder det meget. Det er dog interessant at læse om f.eks. Dijon-banen i Frankrig eller udviklingen i Long Beach, der i 1984 skiftede til Indycar. Problemerne med Las Vegas eller Dallas. Kender du banen Nivelle?
Der er mange gode ting at sige om bogen, men nørden i mig er alligevel ikke tilfreds. Dertil betyder de manglende layouts og statistik alligevel for meget.
Bogen er udgivet på forlaget Collins og kan bestilles på udenlandske hjemmesider. Den kan dog også bestilles i Danmark hos f.eks. Saxo.