Anm: Formel 1 Magasinet 2020

Formel 1 Magasinet 2020 Copyright Sportsmagasiner.dk

Sæsonen 2020 skulle have været i gang. På nuværende tidspunkt skulle årets første to løb være kørt og næste løb skulle være den nye gadebane i Vietnam. I stedet kigger vi på en sæsonstart, nok realistisk i juli måned, før sæsonen starter.

Derfor føles det en lille smule mærkeligt at sidde med optaktsmagasinet ‘Formel 1 Magasinet 2020’ og vide, at en del af bladets vigtigste indhold, kalenderen med banegennemgangene, ikke passer.

Kina har dog fået stemplet Udskudt over sig, men ellers er alle banegennemgange som kalenderen så ud pre-Corona og alle baner har et lille kapitel hvor Kevin Magnussen skriver, hvad han synes om banen.

Smugkig
Copyright Sportsmagasiner.dk

Masser af detaljer om banen og en god optaktshistorie til grand prixets historie. Løbsstart står i lokal tid og det eneste jeg savner er en dansk tid.

Optaktsmagasinet er bygget op efter samme skabelon som optaktsmagasiner altid følger.

Artikler – Team/Kørere – Baner

Vi starter med artiklerne, der byder på interview med både Kevin Magnussen, Lewis Hamilton og Christian Lundgaard m.m. samt en mindesartikel om Danmarks første Formel 1-kører Tom Belsø, der skiftede til de evige racerbaner i himlen i januar måned.

Anden del af magasinet er Team/kører-delen, hvor der er en lille beskrivelse af team og kørere og opdaterede detaljer for alle parter inklusiv en SWAT-analyse. En god måde at blive klog eller blive opdateret på kørerne og holdene.

Smugkig
Copyright Sportsmagasiner.dk

Sidste del er banegennemgangene, som jeg tidligere har skrevet om.

Normalt sidder jeg ofte med følelsen af, at bladet er flikket sammen af tidligere artikler, der lige har fået en kort opdatering, mens de fejl der var i tidligere udgivelser bare er fulgt med over, så sidder jeg med en anden følelse denne gang.

Ser jeg bort fra et par småfejl, så er det godt arbejde det her. Artiklerne er underholdende og det eneste jeg savner er en lille artikel om F3-køreren Frederik Vesti, når nu Christian Lundgaard er med.

Til en pris på kun 85 kroner er det her et scoop. Det er inklusiv levering, hvis du bestiller det hos Sportsmagasiner, der står bag bladet. Ellers burde det kunne fås hos assorterede supermarkeder og kiosker.

Det får min anbefaling.