Red Bull vil have fastfrosset det nuværende motorreglement med start fra 2022. Skulle det ske, så vil Hondas motor forblive i Formel 1 under Red Bulls ejerskab. Egentligt giver det god mening at fastfryse motorreglementet, da der senest i 2026 vil komme et helt nyt motorreglement.
For Red Bull er der kun to muligheder. Enten at skifte til Renault og de første møder mellem Renault og Red Bull fandt sted på Nurburgring eller opkøbe Hondas aktiver og selv producere motoren.
Den sidste mulighed er Red Bulls foretrukne, men det vil forudsætte, at FIA fastfryser motorreglementet, så man slipper for de store udviklingsomkostninger på motorfronten inden det næste motorreglement indføres.
Dr. Helmut Marko udtalte i Tyskland til ‘Sport1’:
“Det er et meget komplekst emne. Lige så kompleks som motorerne er.”
“Vi vil foretrække, forudsat at snakkene med Honda er positive, at vi overtager de intellektuelle rettigheder og alt hvad der er nødvendigt, for at forberede og bygge motorerne selv i Milton Keynes.”
“Det er kun en mulighed på betingelse af, at motorerne bliver frosset til det første løb i 2022, senest. Vi har ikke råd til yderligere udvikling, hverken teknisk eller finansielt. Det er en forudsætning.”
Et fabrikshold vil altid have førsteprioritet hos en motorleverandør, og derfor er man lidt varsom med at skifte til Renault.
“Alle motorfabrikanter har deres egne hold og det betyder, at de bygger motoren omkring deres chassis.”
“Vi ville få noget, hvor vi skal tilpasse vores chassis og vores ideer vil være sekundære, og vi vil blive ramt af en teknisk løsning, som vi bare skal acceptere. Derfor er Honda-løsningen vores favorit.”
“Men uanset hvad så vil vi undersøge alle muligheder.”
“Et godt tvangsægteskab er ikke en mulighed for os.”
Ingen motorleverandør er dog forpligtet til at levere til mere end to kundehold, og derfor kan Red Bull ikke bare vælge en Mercedes-motor.