Bekræftet: Alonso vender tilbage

Fernando Alonso Copyright Renault F1 Team

Der er sikkert en masse sider, der nu bruger overskriften Breaking, men siden mandag aften har det forlydt, at Fernando Alonso ville vende tilbage til Formel 1 og Renault, hvor han har haft sine største resultater.

Intensiteten på Alonsos comeback blev øget tirsdag, og i dag klokken 13 fik vi endelig svaret fra Renault.

Fernando Alonso er tilbage, ikke kun næste år men også i 2022, hvor det nye tekniske reglement indføres. Renault har nydt deres største successer med Fernando Alonso bag rattet inklusiv to kørerverdensmesterskaber i 2005 og 2006, men de(n) sidste sejr(e) Renault har taget var med den spanske matador bag rattet i 2008.

Fernando Alonso i det franske grand prix på Magny-Cours i 2006
Copyright Renault F1 Team

Det er derfor ikke den helt store overraskelse, at Renault går efter erfaringen fremfor ungdommen, selv om der er mange som begræder, at de ikke turde satse på en af deres Renault juniorkørere.

Både teamchef Cyril Abiteboul og Fernando Alonso er naturligvis begge glade for at kunne bekræfte deres nye samarbejde.

Det bedste ved ansættelsen af Fernando Alonso er, at Cyril mellem linjerne bekræfter, at Renault bliver i Formel 1 de kommende år. Noget som man kunne have frygtet ikke ville ske baseret på manglende resultater og store besparelser i Renault Gruppen.

Fernando Alonso siger i pressemeddelelsen, at han er stolt over at være tilbage hos Renault, og slutter med at sige, at Renault har midlerne til at vende tilbage til podiet.

“Holdet ønsker og har midlerne til at vende tilbage på podiet, ligeså tror jeg.”