Marcus Ericsson har ikke det store behov for at vende hjem til Formel 1 til næste år. Efter en god start er svenskeren nu ved at være et etableret navn i Indycar med en andenplads under sig.
Sidste uge testede han for Pirelli i Alfa Romeos racer på Red Bull Ring. Denne weekend skal han til Canada og køre race i Torontos gader.
Til franske ‘Auto Hebdo’ udtalte han:
“I øjeblikket ser jeg migselv fortsætte i USA.”
“Jeg har det godt og jeg er begyndt at forstå de snørklede detaljer, der skal til for at køre en Indycar.”
“Jeg vil elske at blive og se, hvad jeg kan gøre med mere erfaring. Så jeg håber på at skrive en kontrakt der til 2020.”
Som en kører, der har kørt begge typer biler er han den bedste til at sammenligne. På alle måder blegner en Indycar i forhold til en Formel 1-bil, men der er et sted hvor den vinder.
“Ved hvert løb ved jeg, at jeg har chancen for at kæmpe med foran.”
“Det er svært, naturligvis, fordi der er mange gode kørere, men i det mindste har jeg ikke følelsen af, at jeg ikke har nogen chance.”
“Da jeg var i Formel 1, tror jeg ikke, at jeg havde den følelse mere end en gang.”