Mens lørdagens løb i Tokyo var en våd omgang, så blev søndagens løb en knastør affære. Oliver Rowland startede fra pole og 32 omgange senere vandt han på Nissans hjemmebane i Tokyo. Dan Ticktum var ny gæst på podiet.
Den britiske kører styrede løbet fra front og mistede kun føringen, da han aktiverede et Attack Mode. Det brugte han så til at tage føringen tilbage. Pascal Wehrlein var førsteudfordrer til sejren, men Oliver forsvarede føringen godt.
Dan Ticktum og Taylor Barnard var spændende kørere med fremme. McLaren-køreren blev dog sendt i muren og dermed forsvandt chancen for podie nummer to til den unge kører i Tokyo.
Mitch Evans kom slet ikke til start. Skader på bilen holdt ham ude. Der var en enkelt FCY i løbet, som ikke varede lang tid, men nok til at Antonio Felix da Costa udgik. Norman Nato fik fem strafsekunder for at køre for hurtigt under FCY.
Safety Car måtte også en tur på banen med fire omgange tilbage. Mortara fik fem strafsekunder for at have ramt Taylor Barnard, så han endte i muren og måtte udgå. Vi fik en enkelt omgang til sidst, da Safety Car kørte i pit. Det ændrede ikke på noget.
Oliver Rowland vandt foran Porsches Pascal Wehrlein. Dan Ticktum var på podiet i sin Cupra Kiro, drevet frem af Porsches motor.











