Yas Marina Circuit har været en del af Formel 1 siden 2009 og i al den tid har banen ikke ændret sig. Ofte bliver løbene beskyldt for at være kedelige, og nu forsøger man at gøre noget ved det.
Der bliver lavet tre modifikationer af banen, der eliminerer to langsomme sektioner og diverse sving. Det gør samtidig banen hurtigere og modifikationerne skulle give bedre overhalingsmuligheder.
De to største ændringer findes i hver sin ende af banen. Ved området North bliver chikanen fjernet og erstattet af en hævet hårnål. I den anden ende af baglangsiden forsvinder fire sving og bliver også erstattet af en hævet hårnål.
Sidst bliver fire sving åbnet lidt op, så der kan køre stærkere igennem svingene. Alle ombygninger er færdige til dette års afslutningsgrandprix.