Williams får bøde for brud på budgetloftet

Williams Racing FW44 Copyright Williams Racing

Williams Racing har fået en bøde af FIA for ikke at overholde reglerne for budgetloftet. Bøden på $25.000 er dog ikke givet på baggrund af overforbrug, men rettere fordi Williams ikke har indleveret deres regnskab til tiden, heller ikke efter et par rykkere.

Regnskabet skulle være indleveret 31. marts i år jvf artikel 5.1 i det finansielle reglement. Holdet har lagt sig fladt ned og accepteret bøden som bliver givet på baggrund af en ABA (Accepteret brud på reglementet, red.).

Udover bøden skal Williams betale udgifterne til CCA (Cost Cap Administration).

Flere teamchefer, hovedsageligt for de større hold, har meldt ud, at deres hold ikke kan leve op til budgetloftet i år, og slet ikke med den stigende inflation. Indtil videre findes der dog ikke en “tabel” over bøder for overforbrug.