Viaplay er klar til Formel 1

Viaplay Group pressemøde 2023 Copyright Ewert Foto

Vi bruger lige ordet Viaplay fremfor TV3, NENT, Viasat m.m., da det var Viaplay Group, der i dag havde inviteret GPnews, og flere andre medier, skriftlige som visuelle, til Formel 1-optaktspressemøde inden sæsonen går i gang.

Faktisk starter vintertesten allerede i morgen i Bahrain og over de næste tre dage kan man se de førte fem sessioner på TV3 Sport og den sidste lørdag på TV3+, naturligvis på Viaplay (forudsætter Total eller Sport-pakken).

Det foregik i det studie, som Peter og Nicolas Kiesa nærmest kan kalde deres andet hjem. Det er i år 15 år siden Formel 1 kom til TV3 Puls, og med indførelsen af High Definition rykkede sporten til TV3+. Her er de stadig, og der er bare blevet tilføjet ekstra features siden.

Faktisk blev 2003-sæsonen også sendt hos TV3, og i starten var det med Nicolas Kiesa, som en af kommentatorerne ved siden af Christian Thelin. Da Nicolas fik chancen hos Minardi forsvandt han naturligvis ud af studiet.

At se studiet er en sjov oplevelse, og med de faste kommentatorer Jens Hansen, John Nielsen og Tom Kristensen, og en fashionably late Luna Christofi, blev sæsonen diskuteret på vanlig Peter Palshøj-vis.

For det var som at se en almindelig optakt forud for et grand prix, med den obligatoriske ping pong mellem Peter og Nicholas, og i dagens anledning udvidet med de fire ekstra, og blandt de diskuterede emner var Ferraris 30 hk stærkere motor, Mercedes og deres zeropods, Red Bull og Max Verstappen, samt naturligvis Haas og deres kørerduo, som Luna Christofi og Jens Hansen var uenige om, hvorvidt de to “ældre” herrer ville køre hinanden af i løbet af sæsonen, samt om Williams ville rykke sig fra sidstepladsen.

Alle var de enige om, at Haas med tilførelsen af MoneyGram burde være i stand til at rykke frem i feltet. Günther Steiner mente, at succeskriteriet for testen i Bahrain ville være at køre en masse omgange og indsamle en masse data. Kevin Magnussen ville ikke sætte et direkte mål for sæsonen, men samlede det hele under det korrekte ‘fremgang’.

Viaplay kommer med et optaktsmagasin. På grund af den korte tid mellem præsentationer, test og løb, så er det ikke sikkert det er klart til Bahrains GP.
Copyright Ewert Foto

Vi ved alle, at Formel 1 er en sport, hvor stilstand er tilbagegang, så det handler om at udvikle sig. Det var ikke bare citerede ord for undervejs blev der først stillet om til Günther Steiner direkte fra Bahrain og senere til Kevin Magnussen, der jokende sagde, at han havde fri resten af dagen så han skulle hjem til poolen og drikke en pina colada. Grinet fra studiet må han have kunne hørt i Bahrain.

Nico Hulkenberg tager morgentesten, men Kevin Magnussen får ikke tid til at sove længe. Den nye VF-23 fremvises i morgen klokken 8.30 Bahrain tid og Kevin kører selv i bilen den anden session.

Den gamle F1 havde fået nye farver
Copyright Ewert Foto

Efter halvanden time i selskab med holdet, der skal underholde os ved de 23 løbsweekender i år blev den officielle del af pressemødet afsluttet,

Vi takker Viaplay Group for invitationen og ser frem til at følge testen de næste tre dage.

Tekniske kameraproblemer gjorde, at vi kun havde mobil til rådighed, deraf den ringere billedkvalitet.