USA’s GP – Bottas vinder, Lewis tager mesterskabet

Valtteri Bottas Copyright Mercedes AMG

Det er tid til sæsonens 19. løb, der køres på Circuit of the Americas. 56 omgange skal vinderen igennem inden han får lov at løfte den store pokal. Lewis Hamilton er storfavorit til at blive verdensmester. En ottende plads kan gøre det, hvis Valtteri Bottas tager sejren. Dårligere end en sejr, så er Lewis verdensmester.

Sergio Perez starter fra pit lanen efter han missede vægtbroen fredag. De 19 biler kommer alle afsted på formationsomgangen og starten kan gøre meget. Der er en god stigning op mod første sving, så traktionen bliver rigtig vigtig.

Bottas tager starten. Vettel ser ud til at få en god start, men han mister ligesom traktion. Max tager Sebastian allerede i første sving og så sejler han ellers igennem feltet. Først kommer Lewis forbi, så kommer Charles Leclerc, siden dykker Norris inden om og så tager Daniel Ricciardo ham op af start/mål-langsiden.

Starten på USA’s GP 2019
Copyright Red Bull Contentpool

Alexander Albon og Carlos Sainz rammer også hinanden, så Albon må en tur i pit og Kevin Magnussen har udnyttet situationen og ligger 10’er. TV-billeder viser, at Charles Leclerc rammer Albon, der bliver skubbet over i Carlos. Sebastian Vettel kalder over radioen, at han må have noget skade for bilen understyrer vildt, men han har ikke ramt noget.

Der kommer ret hurtigt afstand mellem de forreste kørere. Daniel Ricciardo kæmper for at blive i angrebsposition på Lando Norris og Vettel har fået stabiliseret sin kørsel og falder ikke længere tilbage.

Trods en start fra pit lane er Sergio Perez allerede op i gearkassen på holdkammeraten Lance Stroll på plads 16. Kimi Raikkonen forsøger at angribe Kevin.

Valtteri Bottas har på omgang seks næsten to sekunder ned til Max Verstappen.

På omgang otte får vi forklaringen på Vettels fartproblemer. Hans højre baghjulsophæng bryder sammen, så Ferrarien stopper ude på banen. Den fjernes med et gult flag. Kimi kommer forbi Kevin, der også bliver overhalet af Nico Hulkenberg.

Top 10 på omgang 10 er Bot, Ver, Ham, Lec, Ric, Nor, Gas, Sai, Rai, Hul

Første sving i USA’s GP 2019
Copyright Pirelli

Haas’ normale dækproblemer er sat ind hos Kevin, der nu falder igennem feltet. Daniil Kvyat laver også en overhaling af danskeren, der prøver at kæmpe sig tilbage.

Sergio Perez fortsætter sin vej op igennem feltet og kommer forbi Antonio Giovinazzi. Lewis Hamilton er på omgang 12 kommet i DRS på Max Verstappen. Charles Leclerc advares mod apex i sving 8, da det får skylden for Sebastians ødelagte baghjulsophæng.

Max Verstappen trækkes i pit på omgang 14 og kommer ud efter Charles Leclerc. Mercedes skygger Red Bull og trækker Bottas ind. Han kommer ud foran Max, men efter Leclerc. Noget ser dog ud til være galt med Max, der falder bagud.

Bottas kommer hurtigt op til Leclerc, så Valtteri kører udenom ind i sving 1. Max kommer også forbi Leclerc. Valtteri er kommet ud på Hard og kører hurtigste omgang i løbet.

En tredjedel inde i løbet sætter Lewis Hamilton Robert Kubica en omgang tilbage.

Kimi Raikkonen, Carlos Sainz og Kevin Magnussen kommer alle i pit på omgang 19.

Top 10 på omgang 20 er Ham, Bot, Ver, Lec, Ric, Nor, Gas, Hul, Kvy, Per

Lando Norris kommer ind på omgang 20 og skifter fra soft til hard.

Alexander Albon og Carlos Sainz gjorde løbet noget sværere for hinanden
Copyright Red Bull Contentpool

Ferrari har kaldt Charles Leclerc ind på omgang 21 og der sker noget under pitstoppet, da den tilbageværende Ferrari-kører holder stille i 7.7 sekunder. Venstre baghjul vil ikke skrues ordentlig på, så Leclerc kommer tilbage på banen efter de to Renault-kørere.

Oppe i front kører Valtteri Bottas så stærkt, at han er under tre sekunder fra Lewis Hamilton. Tidligere førte Lewis med næsten 14 sekunder.

Kevin Magnussen kæmper med en lang bremsepedal. Valtteri Bottas får lov at overhale Lewis og kører forbi på baglangsiden. Lewis Hamilton kaldes i pit på omgang 25 og kommer ud på plads tre foran Charles Leclerc.

Nico Hulkenberg startede løbet på Hard, men dækkene ser ud til at være brugt op. Først overhaler Daniel Ricciardo, siden Lando Norris.

Top 10 på omgang 30 er Bot, Ver, Ham, Lec, Ric, Nor, Sai, Alb, Gas, Rai

Sergio Perez laver en flot overhaling på Daniil Kvyat, hvor han i den snævre del af banen overhaler udenom. Lance Stroll går i pit på omgang 30 og kommer ud på soft. Hele 26 (25 hvis han bliver sat en omgang tilbage af de førende) omgange skal dækkene holde.

Max Verstappen kæmper med sine dæk og det ligner et ekstra pit stop til hollænderen. Robert Kubica trækkes ud af løbet på omgang 33. Carlos Sainz kører bredt i et sving og man kan se stumper flyve af McLaren-raceren.

Alexander Albon og Carlos Sainz gjorde løbet noget sværere for hinanden
Copyright Red Bull Contentpool

Max Verstappen kører i pit på omgang 35 til andet pit stop. Han kommer ud på medium-dæk og foran Charles Leclerc. Mercedes kalder med det samme (igen) Bottas i pit, så de kan dække Verstappen af. Dermed er Lewis tilbage i front, men skal køre langt på sine hard-dæk.

Alexander Albon kører rigtig stærkt og nærmer sig Daniel Ricciardo. Han kører markant hurtigere end Renault-køreren igennem Esses  og det ligner en formsag før han er forbi. Det kommer han for enden af baglangsiden.

Albon kører faktisk så stærkt, at han kan hente Charles Leclerc inden løbets afslutning. En forfærdelig dag på kontoret for Ferrari. Bottas kører hurtigste omgang og henter flere sekunder på Lewis i front.

Top 10 på omgang 40 er Ham, Bot, Ver, Lec, Alb, Ric, Nor, Sai, Gas, Rai

Charles Leclerc
Copyright Ferrari Media

Kevin ligger på plads 14 og forsvarer sig mod Lance Stroll. Hulkenberg, Daniil Kvyat og Antonio Giovinazzi går alle i pit til nye dæk. Lewis beklager sig over sine dæk.

Alexander Albon tager endnu et pit stop. Kevin tager også et pit stop. Charles Leclerc kaldes ind på omgang 43. Charles Leclerc kommer ud på sin nuværende fjerdeplads igen. Næste pit stop runde er i gang. Lando Norris kommer også i pit og ender på plads 10, og der er en del sekunder mellem de forankørende kørere.

Nico Hulkenberg kæmper sig forbi Kimi Raikkonen i den snævre sektion. Med 11 omgange tilbage er der tre sekunder mellem de to Mercedes-kørere. Charles Leclerc smadrer dagens banerekord.

Kevin Magnussen foran Romain Grosjean
Copyright Haas F1 Media

Nico Hulkenberg får besked på at give Kimi Raikkonen positionen tilbage. Kimi har brokket sig på radioen over, at Nico ikke gav plads på ydersiden, da de to side ved side.

Top 10 på omgang 50 er Ham, Bot, Ver, Lec, Alb, Ric, Sai, Gas, Nor, Per

Bottas nærmer sig det det magiske DRS-sekund. De to Haas’ er nu nede hvor de plejer at ligge, hvor det kun er Williams, der er efter i løbet.

De to Mercedes er nu oppe ved plads ni og ti, der skal sættes en omgang tilbage. Bottas får DRS på Hamilton og forsøger at overhale på baglangsiden. Lewis giver sig ikke og Bottas må en kort tur af banen.

Max Verstappen får besked på, at hvis han vil frem så skal han trykke til den nu. TV-billederne viser tydeligt, at Bottas har mere grip i dækkene og han kommer da også forbi på baglangsiden.

Valtteri Bottas
Copyright Mercedes AMG
Formula One – Mercedes-AMG Petronas Motorsport, United States GP 2019. Valtteri Bottas

Med fire omgange tilbage er Lewis’ dæk så brugte, at Max Verstappen henter voldsomt ind på verdensmesteren. Sergio Perez kæmper sig forbi Pierre Gasly. Gaslys dæk er færdige og Nico Hulkenberg kører sig ind på plads 10.

Begge Toro Rossoer er nu ude af pointene. Det er set før, at søsterholdet til Red Bull Racing ikke kan holde over kadencen.

Kevin Magnussen udgår på omgang 55, da bremserne ryger for enden af baglangsiden. Max Verstappen er nu indenfor sekundet, men det er på sidste omgang, og der er gult flag for enden af baglangsiden. Pierre Gasly trækkes ud af løbet.

Valtteri Bottas kører flot over målstregen som vinder. Lewis Hamilton tager plads to og er ny verdensmester. Max Verstappen kommer ind på plads tre.

En meget glad Lewis Hamilton er nu seksdobbelt verdensmester. Valtteri Bottas trækker fra i plads 2-mesterskabet.

For tredje år i træk vinder Lewis Hamilton verdensmesterskabet i tredje sidste løb i sæsonen.

Resultatet blev:

Plads Kører Team Omg. Afstand
1 Valtteri Bottas Mercedes 56 1t33m55.653s
2 Lewis Hamilton Mercedes 56 4.148s
3 Max Verstappen Red Bull/Honda 56 5.002s
4 Charles Leclerc Ferrari 56 52.239s
5 Alexander Albon Red Bull/Honda 56 1m18.038s
6 Daniel Ricciardo Renault 56 1m30.366s
7 Lando Norris McLaren/Renault 56 1m30.764s
8 Carlos Sainz Jr. McLaren/Renault 55 1 omg.
9 Nico Hulkenberg Renault 55 1 omg.
10 Sergio Perez Racing Point/Mercedes 55 1 omg.
11 Kimi Raikkonen Alfa Romeo/Ferrari 55 1 omg.
12 Daniil Kvyat Toro Rosso/Honda 55 1 omg.
13 Lance Stroll Racing Point/Mercedes 55 1 omg.
14 Antonio Giovinazzi Alfa Romeo/Ferrari 55 1 omg.
15 Romain Grosjean Haas/Ferrari 55 1 omg.
16 Pierre Gasly Toro Rosso/Honda 54 Skade
17 George Russell Williams/Mercedes 54 2 omg.
18 Kevin Magnussen Haas/Ferrari 52 Bremser
Robert Kubica Williams/Mercedes 31 Hydraulik
Sebastian Vettel Ferrari 7 Hjulophæng