Ungarns GP – Kval – Georges den første

George Russell Copyright Pirelli

Hungaroring har gennem årene givet flere overraskelser. Flere kørere har taget deres første sejr på denne bane, og George Russell har taget første skridt på vej mod første sejr. En sensationsomgang fra briten sikrede ham den første pole position.

Kun 44 tusindedele adskiller George Russell fra Carlos Sainz. Max Verstappen fik tekniske problemer og endte på plads 10. Den kan blive endnu dyrere, hvis der skal skiftes dele på Red Bull-racerens Power Unit.

Seks hold var med i Q3. Max Verstappen og Valtteri Bottas var de eneste hold med kun en bil. Det hele startede dog klokken 16, da Q1 begyndte og plads 16 til 20 skulle findes.

Kevin Magnussen
Copyright Pirelli

Der var mørke skyer over banen, da Kevin Magnussen som første kører kom ud på banen. Bortset fra Sergio Perez, der meldte om nogle regndråber på baglangsiden i Q2, så var banen tør hele kvalifikationen.

Mick Schumacher fik annulleret en tid i Q1, og banen rykkede sig igennem hele Q1. Med fem minutter tilbage kørte de fem i elimineringszonen alle tilbage på banen. Da det ternede flag faldt var det med Yuki Tsunoda som den uheldige kører, der endte på p16.

Startplads 16 til 20 blev:
16. Yuki Tsunoda
17. Alex Albon
18. Sebastian Vettel
19. Pierre Gasly
20. Nicholas Latifi

Carlos Sainz
Copyright Pirelli

Q2 startede og sluttede tørt. Sergio Perez formåede at få annulleret sin første tid for overskridelse af banegrænsen i sving fem. TV-billeder viste dog, at straffen var forkert og Sergio Perez fik sin tid tilbage. Den bragte ham i Q3 med flere minutter tilbage, men banen rykkede sig og mexicaneren endte på p11. Kevin Magnussen blev bedste Haas-kører, men røg ud på p13, mens Mick Schumacher tog p15.

Carlos Sainz viste, at han kunne udfordre Max Verstappen, men Max Verstappen var hurtigst i Q2. Guanyu Zhou blev den store taber, der endte med at ryge ud af Q3, da de sidste tider blev sat.

Plads 11 til 15 blev:
11. Sergio Perez
12. Guanyu Zhou
13. Kevin Magnussen
14. Lance Stroll
15. Mick Schumacher

Max Verstappen
Copyright Pirelli

Q3 så ud til at blive afgjort allerede på første omgang. Esteban Ocon satte en tid i 1.18.890 hvilket ikke var noget særligt, men så smækkede Charles Leclerc en 1.17.985 på kontoen, og sekunder senere kom tiden 1.17.505 fra Carlos Sainz. Det var weekendens hurtigste.

Max Verstappen lavede en fejl på sin første omgang, men da han skulle starte sit andet forsøg kom han på radioen ‘No Power’. Forsøg på at resette bilen lykkedes ikke, og da de andre kørere forbedrede sig på sidste forsøg, så endte Max på den noget overraskende p10.

Muligvis med en straf for at have spærret for Lewis Hamilton.

Charles Leclerc og Carlos Sainz forbedrede begge deres sidste omgang, og Carlos bragte tiden ned i 1.17.421. Spanierens anden pole position burde være sikret, specielt fordi George Russell i sin Mercedes ikke havde været rigtig farlig.

George Russell
Copyright Pirelli

Men da George Russell kørte over målstregen stod der 1.17.377 på skærmene, så briten sikrede pole position til stor forløsning for ham selv og hele Mercedes-holdet. Lewis Hamilton sluttede p7.

Resultatet af kvalifikationen blev følgende. Der er ikke taget højde for eventuelle straffe.

Ungarns GP 2022 Kval

Der er optakt på TV3+ klokken 13.30 og løbsstart 15.00 (inklusiv Viasat UHD) på TV3+, Viaplay eller F1TV Pro.