Sao Paulos GP – George den første

George Russell vandt Sao Paulos GP 2022 Copyright Pirelli

George Russell tog sin første rigtige sejr i Formel 1, da han søndag aften dansk tid kørte først over målstregen. Et løb der startede og sluttede kontroversielt, og endnu bedre viste, at Red Bull Racing og Max Verstappen kunne slås.

Det kan vi takke sprintløbet og et sæt mediumdæk for. Det gjorde, at Max Verstappen ikke startede forrest og han kunne derfor ikke trække fra, som vi ellers er vant til. I stedet måtte han en tur i pitten efter en genstart, da der var kontakt mellem ham og Lewis Hamilton i Senna-S under et overhalingsforsøg.

Starten er gået
Copyright Pirelli

Årsagen til genstarten hed Daniel Ricciardo. Et overoptimistisk overhalingsforsøg, eller en forfejlet nedbremsning, på Kevin Magnussen halvvejs rundt på første omgang spandt danskeren rundt, der i sit tilbagerul ramte Daniels McLaren. Begge biler ude på stedet og tre strafplaceringer til Daniel Ricciardo i næste weekends sæson- og McLarenafsluttende løb i Abu Dhabi.

Efter seks omgange bag safety car gik Max til angreb på Lewis Hamilton, hvilket hollænderen slap værst fra. En tur i pit til en ny næse betød, at Max måtte køre sig op igennem løbet. Senere på samme omgang ramte McLarens Lando Norris Ferraris Charles Leclerc, der blev spundet rundt og ramte muren forfra.

Max Verstappen og Lewis Hamilton har ramt hinanden
Copyright Pirelli

Forventningen var endnu en safety car, men Charles kunne bakke bilen ud af dækmuren og køre tilbage i pit. Så skulle han også køre sig op igennem feltet. Første pitstoprunde rykkede lidt rundt på kørerne, og forsvarsgeneralen Sergio Perez havde en lille duel, hvor Lewis Hamilton bare forbikørte Red Bull-køreren.

Kort efter anden pitstoprunde med først Sergio Perez, omgangen senere Lewis Hamilton, og igen omgangen senere på omgang 50 kom George Russell i pit. Det en omgang senere pitstop betød, at Russell førte hele løbet.

På omgang 52 holdt Lando Norris stille på banen. Bilen skulle fjernes, så først kom der Virtual Safety Car, men da bilen ikke kunne fjernes måtte der større midler til, så safety car kom på banen igen.

Den blev på banen i flere omgange end nødvendigt, og der gik tid før de to Williams-racere som de eneste fik lov at unlappe feltet. Yuki Tsunoda som også var en omgang tilbage fik ikke lov. En dum fejl, der lignede Abu Dhabi Gate og dårlig beslutning fra løbslederen.

De tre kørere som var en omgang tilbage, men Yuki Tsunoda fik ikke lov til at unlappe feltet
Copyright Pirelli

Den anden safety car gjorde, at der igen var kørere på forskellige dæk. Vi blev derfor budt på 13 omgange hæsblæsende race, hvor der var gode kampe mellem Ocon, Vettel og Alonso. Carlos Sainzs første forsøg på at overhale Sergio Perez blev blokeret. Charles Leclerc var nu nået op på p5 og Fernando Alonso p6. Optimismen var der hos den spanske Alpine-kører, der dog ikke kunne gøre noget ved Charles Leclerc.

På omgang 63 af 71 fik Carlos endelig overhalet Checo, der på mediumdæk faldt igennem feltet og blev også taget af Leclerc og Alonso. Max Verstappen fik lov til at komme forbi i et forsøg på at indhente og passere Charles Leclerc for at minimere Checos pointtab til Ferrari-køreren.

Max nåede dog ikke op til Alonso, og Red Bull-pitten bad derfor Max om at bytte pladsen tilbage, så Checo kunne få det ekstra point. Helt frem til målstregen forsøgte pitten, men Max var iskold og kørte over målstregen flere sekunder foran holdkammeraten.

George Russell vandt Sao Paulos GP 2022
Copyright Pirelli

Det betød, at Charles Leclerc fik andenpladsen tilbage i kørermesterskabet. Charles forsøgte selv at få Ferrari-pitten til at bytte plads med Carlos. Tænk på mesterskabet og de ekstra point kunne være gode, men Ferrari ville ikke risikere noget. Fernando Alonso var tæt på Charles, og så var det trods alt en podieplads som Carlos skulle opgive, så der havde nok været problemer med radioen hos den spanske kører, skulle ordren være kommet.

I front tog George Russell sejren til stor jubel hele banen rundt. At Red Bull ikke er populære i Brasilien var tydeligt selv på anden side af tvskærmen. Man kunne høre hvordan tilskuerne jublede hver gang en Red Bull blev overhalet.

Plads
 Nr
Kører
 Team
 Omg.
Afstand
1 63  George Russell Mercedes 71
2 44  Lewis Hamilton Mercedes 71 1.529
3 55  Carlos Sainz Jr. Ferrari 71 4.051
4 16  Charles Leclerc Ferrari 71 8.441
5 14  Fernando Alonso Alpine/Renault 71 9.561
6 1  Max Verstappen Red Bull 71 10.056
7 11  Sergio Pérez Red Bull 71 14.080
8 31  Esteban Ocon Alpine/Renault 71 18.690
9 77  Valtteri Bottas Alfa Romeo/Ferrari 71 22.552
10 18  Lance Stroll Aston Martin/Mercedes 71 23.552
11 5  Sebastian Vettel Aston Martin/Mercedes 71 26.183
12 10  Pierre Gasly AlphaTauri/Red Bull 71 26.867
13 24  Zhou Guanyu Alfa Romeo/Ferrari 71 29.325
14 47  Mick Schumacher Haas/Ferrari 71 29.899
15 23  Alexander Albon Williams/Mercedes 71 36.016
16 6  Nicholas Latifi Williams/Mercedes 71 37.038
17 22  Yuki Tsunoda AlphaTauri/Red Bull 70 1 omg.
4  Lando Norris McLaren/Mercedes 50 Mekanisk
20  Kevin Magnussen Haas/Ferrari 0 Kollision
3  Daniel Ricciardo McLaren/Mercedes 0 Kollision

Der blev også uddelt straffe i løbet. Max Verstappens fejlslagne overhalingsforsøg på Lewis Hamilton indbragte verdensmesteren fem strafsekunder og to strafpoint (7 af 12).

Lando Norris fik også fem strafsekunder for sin kollision med Charles Leclerc og de obligatoriske to strafpoint (3 af 12).

Pierre Gasly fik fem strafsekunder for at køre for stærkt i pitten.