Der har længe været snakket om at flytte det russiske grand prix fra Sochi ved Sortehavet til en ny lokation tættere mod det vestlige Rusland. Det er nu bekræftet, at løbet flyttes fra Sochi til Sankt Petersburg.
Her ligger den nye bane, designet af hofdesigner Hermann Tilke. Autodrom Igora Drive hedder banen, som har fået den nødvendige Grade 1-status, der skal til for at afvikle Formel 1.
Banen ligger 150 km fra Finlands grænse, så det vil stensikkert give masser af finner lyst til at opleve Kimi Raikkonen og/eller Valtteri Bottas forudsat de stadig er i Formel 1 om to år.
En af grundene til flytningen kan sagtens skyldes, at Sochi igen og igen har afvist at gøre løbet til et aftensløb og bruge millioner på at installere kunstigt lys i den olympiske by.
Der skal køres på den nye bane fra 2023.