Nick Wirth var forud for sin tid, da han tilbage i 2009 meldte, at al udvikling af Virgin-raceren ville foregå via CFD. Ikke noget med vindtunneller, der var for dyre. Det var dengang budgetloftet første gang blev omtalt, men aldrig vedtaget.
Nu mener Red Bulls designgeni Adrian Newey, at brugen af vindtunneller skal forbydes i Formel 1. Til trods for, at flere hold inklusiv Red Bull Racing selv er ved at bygge nye vindtunneller.

Copyright Red Bull Contentpool
“Vi er i godkendelsesfasen,” sagde Dr. Helmut Marko til ‘Auto Motor und Sport’.
“Det vil angiveligt tage to år at bygge, og vil gøre Red Bull til et Ferrari-lignende fabriksteam med alt under ét tag inklusive et motoranlæg.”
Adrian Newey mener faktisk, at Red Bull har brug for en ny tunnel.
“Det tager os for lang tid, før vi kan ramme den ønskede vindhastighed,” sagde han. “Det berøver os væsentlig relevant vindtunneltid, som vi faktisk har ret til.”

Copyright Red Bull Contentpool
Fra 2030 er det planen, at vindtunnelbrug ikke længere tillades. Det bakker Adrian Newey op om.
“Jeg ville begrænse alt til fuld CFD-udvikling. Uheldigvis er der ikke mange, der stemmer for det, selvom det vil være meget mere miljømæssigt.”
Ifølge Adrian så er det ‘The Usual Suspects’ der er modstandere af ideen.










