Monacos GP – De frie træninger

MONTE-CARLO, MONACO Copyright Red Bull Contentpool

Fredag blev de første frie træninger kørt forud for søndagens (måske regnvåde) grand prix. Monaco er en speciel bane, der udover at have været med i størstedelen af Formel 1’s historie, byder på udfordringer som andre gadebaner ikke har.

De smalle gader i Monaco, ofte sammenlignet som at køre race i en tagrende eller flyve helikopter i et soveværelse, betyder at kørerne skal have 100% koncentration for et lille slip kan sende bilen i væggen.

Elsket af nogen, hadet af andre, men altid et glamourøst løb og den ene tredjedel af Tripple Crown, der også tæller Indianapolis 500 og Le Mans 24 hours. At vinde i Monaco skriver dig ind i historiebøgerne som en af sportens store. Tidligere var de første træninger torsdag, men siden 2022 har weekenden lignet de andre på kalenderen med træninger fredag.

Monaco FP1

Fredag fik vi den nye Mercedes at se med større ændringer i forhold til tidligere. Nogle kalder den for en W14B, men Mercedes nøjes med W14. Det virkede dog fredag til at opdateringerne havde gjort bilen hurtigere, men man ved aldrig i Monaco.

Under træningerne var der de obligatoriske afkørsler og kontakt med muren. Alex Albon havde et heftigt uheld sidst i FP1, hvor en del af bagenden blev smadret. Det holdt ham ude af en del af FP2, mens Williams udbedrede skaderne.

Du kan se højdepunkter fra FP1 her.

Anden træning bød igen på masser af drama. Carlos Sainz crashede sin Ferrari i Swimming Pool-chikanen, en bedrift som Charles Leclerc og Max Verstappen har gjort tidligere som en Monaco-udgave af Wall of Champions (wannabees).

Flere kørere døjede med trafik på den smalle bane, og et par ture igennem chikanen blev det også til. Noget som Fernando Alonso ikke var helt tilfreds med, da George Russell pludselig var foran ham.

Monaco FP2 2023

Denne gang var det Max Verstappen, der var hurtigst, men langt fra den dominans vi har været vant til fra Red Bull Racing. Ferrari er tilgengæld hurtige, som de plejer at være i Monaco, og det lover godt for en spændende kvalifikation.

Mange anser Monaco som banen, hvor Red Bulls sejrsrække kan blive brudt, men det forudsætter jo selvfølgelig, at verdensmesteren og gadebanespecialisten begge har problemer.

Du kan se højdepunkterne fra FP2 her.

Lørdag er der den afsluttende træning inden kvalifikationen afvikles klokken 16. Du kan se kvalifikationen på TV3+, Viaplay og F1 TV Pro.