Det var en underholdende kvalifikation, der blev kørt i Mexico lørdag aften dansk tid. Valtteri Bottas snuppede pole position med en tid under 1.16 som den eneste kører. Lewis Hamilton sørgede for en ren Mercedes front.
Max Verstappen og Sergio Perez starter fra række to efter Max havde fået tapet den ene side af bagvingen til, og Sergio Perez i sit bedste forsøg blev distraheret af Yuki Tsunoda, der kørte af banen. Efterfølgende kom Max Verstappen forbi i Q3 og kaldte de to Red Bull-kørere for idioter over radioen.
Lance Stroll startede kvalifikationen med et crash, der smadrede både forende og bagende af Aston Martin-raceren. Det betød et længerevarende rødt flag og gav lidt ekstra trængsel på banen, da en del kørere ikke havde fået sat en tid, da det røde flag kom.
Fernando Alonso blev den store taber i Q1, da han sluttede lige udenfor avancement. George Russell derimod rykkede igen til Q2. På grund af den store start/mål-langside eksperimenterede flere hold med slipstream og det var da også fem par, der rykkede videre til Q3.
Al fokus var i Q3 på Mercedes og Red Bull Racing og specielt Checo. Mexicaneren har været ude og sige, at han vil (og håber at få lov til at) vinde søndagens grand prix. Trods flotte træningsresultater manglede der i kvalifikationen nogle tiendedele.
Om det måske er en fordel i starten af løbet på grund af den lange langside, det får vi at se, men erfaringerne fra Rusland indikerer, at første mand ikke altid er første mand igennem sving 1.
Flere kørere har også fået straffe for skift af gearkasse eller power unit.
Husk hvis du ser løbet på TV3+, at optakten kun kan ses på Viaplay. Selve løbet vises på TV3+, Viaplay og UHD-kanalen (uden reklamer).