Lawrence Stroll er vred

Lawrence og Lance Stroll Copyright Racing Point F1 Team

Søndag udsendte Lawrence Stroll en video, der om noget kan kaldes følelsesmæssigt. Her siger han, at han mener at hans og Racing Points navn er blevet svinet til i form af anklagen om, at de skulle have snydt.

Anklager som han ikke kan forholde sig til, da han ikke mener de har gjort noget galt, men han vil ikke sit navn trukket gennem sølet og vil have det renset. Ordlyden er vred, tonelejet er vredt og var det ikke fordi vi ved, at Racing Point bliver til Aston Martin, så lyder det næsten som om, at han kunne lukke holdet ned på baggrund af anklagerne.

Racing Point har appelleret dommen. Overraskende på grund af dommens mildhed, men også fordi de uden appellen blåstempler anklagen om, at de skulle have snydt.

Ferrari, McLaren, Renault og Williams har alle appelleret dommen. Den er for mild og sort på hvidt. Har Racing Point snydt, så skal de diskvalificeres for de runder, der er blevet snydt i. Ved at fratage dem 15 point og €400.000 i bøde, så har man givet dem et rap over fingrene, men samtidig tilladt dem at fortsætte med snydet.

Det handler om datoer og hvornår ting er købt overfor leveret og listen over ting, som et hold må købe hos et andet hold. Selvfølgelig også at FIA har godkendt den bil, som Racing Point har stillet op med flere gange.

Hvis bilen var ulovlig skulle de have fået det at vide allerede i starten af sæsonen, så de havde mulighed for at lave den ulovlige del om.

Mercedes har meldt ud, at de er klar til at forsvare Racing Point i retten. Lidt frækt sagt er de jo nødt til det, da det er deres bil det handler om.

Renault valgte efter løbet på Silverstone i søndags igen at protestere over Racing Point.