Han ejer 10% af McLaren, men det er hos Williams, at Nicholas Latifis far, Michael, ser en fremtid for sin søn. Det er der en ganske god grund til, som han forklarer til canadiske ‘Le Journal de Montreal’.
“Williams er et godt sted til Nicholas. Det er et familiehold med en god historie i udviklingen af unge kørere, inklusiv Jacques Villeneuve og Valtteri Bottas.”
“Sidst på sommeren ved vi hvor han (Nicholas, red.) er.”
Nicholas Latifi kører F2 i år og jo bedre resultat her, jo nemmere kan vejen til Formel 1 blive.
“Målet er at få en fast plads i F1, men der er ingen garanti. Jo bedre du gør det i F2, det kan åbne døre i F1.”
“Visse kørere er i fare, inklusiv Robert Kubica og Antonio Giovinazzi.”
Hvorfor Nicholas ikke skal regne med en plads hos McLaren?
“Vi har to unge kørere og er meget glade. Mit engagement hos McLaren har aldrig været for at kunne tilbyde et job til min søn.”
Hvorfor Williams er et godt hold?
“Det er nemmere for en ung kører at starte i et mindre hold fremfor et større, hvor du skal præstere med det samme.”