Las Vegas’ GP – Max styrede Sin City

Max Verstappen vandt i Las Vegas Copyright Red Bull Contentpool

Lando Norris startede fra pole, men Max Verstappen kom først igennem sving 1 og var forrest resten af løbet. Lando Norris reddede plads to, mens George Russell tog sidste plads på podiet.

Starten af Las Vegas’ GP blev lidt af et kaos. Lando forsøgte at presse Max Verstappen i starten. Hans radius ind i sving 1 blev for skarp, og han mistede momentum. Det udnyttede Max og George Russell til at komme forbi.

Carlos Sainz som startede treer mistede placering til George Russell, Liam Lawson ramte Oscar Piastri og fik ødelagt sin forvinge. En omgang senere kostede det en VSC. Gabriel Bortoleto torpederede Lance Stroll, og begge kørere endte med at måtte udgå.

Oliver Bearman rykkede ind i pointene efter første omgang. Lewis Hamilton startede fra p19, da Yuki Tsunoda startede fra pitten. Efter første omgang var han oppe på plads 12. Kimi Antonelli startede som den eneste på Soft, de fleste startede på Medium.

Kimi Antonelli blev midt i løbet dømt fem strafsekunder for tyvstart, men en god slutspurt gjorde, at han kun mistede en placering til Oscar Piastri. Alex Albon og Lewis Hamilton havde et par gode dueller, men midt i løbet var der kontakt mellem de to. Alex Albon blev idømt fem strafsekunder. Dem tog han inden han udgik sidst i løbet.

Liam Lawson med ødelagt forvinge
Copyright Red Bull Contentpool

Charles Leclerc havde nogle gode omgange. Han passerede først Oscar Piastri, siden Isack Hadjar. Senere i løbet mistede han dog pladsen igen til Oscar Piastri, og han mistede p5 med under to tiendedele, da Kimis tidsstraf blev tilføjet.

Kontakten mellem Albon og Hamilton udløste en kortvarig VSC, og da den sluttede udnyttede Oscar Piastri den til at komme forbi Isack Hadjar. Den store pitstoprunde startede fra omgang 17 og George Russell var en af de tidlige i pitten. Tre omgange senere gik Lando Norris i pit, og selv om George Russell fortsat var foran Lando, så var den mesterskabsførende glad.

For det at køre i fri luft gjorde det meget nemmere.

Carlos Sainz
Copyright Williams Racing

Max Verstappen styrede løbet i front. Et langsomt pitstop til verdensmesteren efter Red Bull-standarder, 3 sekunder, gjorde at Max kom på banen 1.2 sekunder foran George Russell. Det tætteste George kom på føringen. Omgange senere var han i dækproblemer. Derfor gjorde han ikke den store modstand, da Lando kom forbi med et godt DRS-fartoverskud.

Apropos DRS så har vi kun Qatar og Abu Dhabi tilbage, inden der kommer et nyt system næste år.

Lando Norris kunne i perioder hente et par tiendedele på Max Verstappen, men aldrig noget seriøst, og Red Bull-køreren styrede sin føring som han ville. Sidst i løbet tabte både George Russell og Lando Norris markant tid til Max Verstappen.

Sidste del af løbet gik der stilstand. Der var ikke de store dueller, og en af de mest spændende var Kimi Antonelli på plads fire (med fem strafsekunder med sig), Oscar Piastri og Charles Leclerc. Oscar kunne dog ikke komme forbi, men holdt sig indenfor de fem sekunder.

Franco Colapinto
Copyright Alpine Racing

Det ville Charles Leclerc nok også gerne være blevet, men han kunne ikke holde tempoet. Et af de store emner i år har været holdbarheden på Pirellis dæk. Kimi Antonelli kørte i pit på omgang to, da der var VSC og skiftede til Hard. 48 omgange senere sluttede han få sekunder efter George Russell på banen.

Et dæk burde ikke kunne holde et helt løb og stadig være konkurrencedygtigt efter mere end 290 km distance. Næste weekend i Qatar er holdbarheden sat til max 25 omgange.

I ren Vegas-stil sluttede bilerne et sted, top 3 blev så kørt i en Pink Lego Cadillac, fremført af skuespiller Terry Crews til interviews. Her jokede Lando med, at Max havde behov for en sejr inden han blev lidt mere alvorlig, og sagde at han fuckede starten. Det skyndte interviewer David Coulthard sig hurtigt at irettesætte, så måske slipper Lando Norris for en bøde.

Mens kørerne blev kørt tilbage til podiet blev vi præsenteret for det første Disney-element. Mickey Mouse stod ved Bellagio Fountains og styrede springvandet. Der var stor glæde på podiet, og resultatet medførte, at Lando Norris potentielt kan blive verdensmester i Qatar.

Her kan du se højdepunkter fra Las Vegas’ GP.

Lando fører med 42 point til Max Verstappen. Der er 58 point tilbage i mesterskabet og Oscar Piastri er 30 point efter. George Russell og Lando Norris kørte i Las Vegas deres Grand Prix nummer 150, og begge fejrede det på podiet.

Las Vegas 2025 – Race

Næste weekend går det løs i Qatar med sprintløb og hovedløb. Det kan ses på TV3+/TV3 Sport, Viaplay og F1TV Pro.