Katastrofeweekend i vente for Aston Martin

Fernando Alonso Copyright Aston Martin

En voldsomt vibrerende Honda Power Unit er årsagen til, at Aston Martins presæson ikke har været god. Det bliver værre i årets første løbsweekend, hvor vibrationerne kan give fysisk skade på kørerne.

Det er det som Aston Martin melder ud. Teamchef Adrian Newey udtalte i Melbourne om problemerne med Hondas Power Unit:

“Fernando føler han ikke kan køre mere end 25 sammenhængende omgange uden at risikere skade til sine hænder. Lance mener, at han ikke kan køre mere end 15 omgange.”

Vibrationerne skader batteriet, og hvis det også skader kørerne, der mærker vibrationerne igennem sædet og specielt rattet, så er det et meget alvorligt problem.

“Så for at være ærlige. Vi kommer til at være meget begrænsede i antallet af omgange, indtil vi kan identificere årsagerne til vibrationerne og løse dem.”

Vibrationerne var den primære årsag til, at testen i Bahrain gik så dårligt. Der var en begrænsning på antallet af omdrejninger for ikke at ødelægge batteriet. Her manglede de flere tusinde omdrejninger i forhold til de andre biler.

Det kunne ses på tiderne, der var mange sekunder efter de hurtigste. Den “luksus” har de ikke i Australien, og Adrian Newey tror også på sit første design hos Aston Martin.

“Jeg ser vores pakke, og jeg tror ikke vi mangler noget. Jeg mener bilen har et enormt udviklingspotentiale.”

Fernando Alonso i Bahrain
Copyright Pirelli

“Vi har en aggressiv udviklingsplan, og jeg tror vi kan være med fremme på et tidspunkt denne sæson.”

“Her i Melbourne vil vi dog være noget efter. Jeg vil sige, at vi har den femte bil. Chassiset har formodentlig Q3-potentiale.”

“Hvor langt fra spidsen? Jeg ved ikke – måske syv tiendedele, måske et sekund.”