Indy: Palou vandt på Laguna Seca

Alex Palou Copyright Penske Entertainment

Alex Palou tog en ny sejr, da han vandt søndagens løb på Laguna Seca. Det var dog ikke en nem sejr, men Chip Ganassi Racing er verdensmestre i strategier, og Alex førte alligevel halvdelen af løbet.

Løbets 95 omgange bød på hele fem forskellige kørere i front, og den klassiske ‘Alt kan ske’ kom til sandhed igen. Allerede på første omgang røg Will Power i gruset og kørte ud på anden omgang som den sidste kører. Alligevel sluttede han p7 i løbet.

Kyle Kirkwood tog føringen i sving 1-2, da han kørte udenom Alex Palou.
Copyright Penske Entertainment

Alex Palou startede fra pole, men mistede føringen allerede i sving 1-2, da Kyle Kirkwood gik udenom. Løbet var næsten halvvejs, da vi fik den første Safety Car på banen. Luca Ghiotto røg af banen i høj fart i sving 4, som er flat out. Han ramte dækmuren og så var han ude af løbet. Safety Car var på banen i flere omgange, da dækmuren også skulle fixes inden løbet igen blev sat i gang.

Løbet nåede dårligt at komme i gang før der igen måtte Safety Car på banen. Nolan Siegel, der har overtaget det sæde Theo Pouchaire havde siddet i, spandt sin Arrow McLaren. Der var gang i to forskellige pitstrategier. Nogle havde pittet tidligt, mens andre kørte en mere normal  strategi.

Christian Lundgaard var også skyld i en Safety Car-periode, da han gik indenom Marcus Armstrong i sving fire. Marcus kom fra pitten med kolde dæk og drejede ind i svinget, mens Christian havde drejet indenom. De to ramte hinanden i det amerikanerne kaldte et ‘Hip Check’, og det sendte den tidligere F3-holdkammerat i gruset. Lundgaard var en af flere kørere, som fik tildelt en gennemkørselsstraf for en forseelse.

Sidst i løbet havde vi et grimt uheld, der forhåbentlig ikke har givet personskade. Kyffin Simpsons spandt rundt på det hurtige stykke op mod ‘Cork Screw’ og Graham Rahal kom med fuld fart op af bakken, og ramte Kyffin direkte sidelæns. RLL-bilen blev skadet og udgik.

Kørerne har lynhurtige reflekser, men det var lidt usikkert om Graham Rahal nåede at fjerne hænderne fra rattet inden sammenstødet. Det så dog ikke ud til, at han havde skadet hånden, men adrenalin kan gøre meget.

Alex Palou vandt foran Colton Herta og Alexander Rossi
Copyright Penske Entertainment

Det ved David Malukas alt om, da han vendte tilbage til Indycar for Meyer Shank Racing, trods en skinne på det ene håndled. Vi blev budt på en sidste sprint efter Rahal/Simpsons-crashet, hvor Josef Newgarden måtte en tur igennem gruset.

Chip Ganassi Racing er dog mestre i løbsstrategier, så Alex Palou vandt igen. Colton Herta og Alexander Rossi tog de to andre pladser på podiet.

Laguna Seca 2024