Søndagens løb på Portland International Raceway skulle blive den helt store dag for Alex Palou, da han dominerede løbet og med sejren sikrede sig sit andet mesterskab i Indycar. Det er første gang i Indycar, at det sker med et løb tilbage på kalenderen, hvis man ser bort fra Sebastien Bourdais’ mesterskab i ChampCar i 2007.
Graham Rahal startede fra pole position for anden gang på en måned, men desværre gik det som det plejer for Graham. God start, men endte langt nede i feltet i en weekend, som startede godt for Rahal Letterman Lanigan, men sluttede skuffende. Juri Vips sad denne (og næste weekend) i Jack Harveys bil.
Der var ballade allerede i starten. Romain Grosjean blev det uskyldige offer på første omgang og endte i græsset med et bukket hjulophæng. Romain der kørte sit næstsidste løb for Andretti Autosport kom tilbage i pitten og fik bilen fixet. Mange omgange efter kom han tilbage på banen, men udgik ikke overraskende.
Will Power sørgede for løbets første af kun to safety car-perioder. På omgang tre forsøgte han en overhaling, men kom i det beskidte spor og spandt ud i græsset. Han kom tilbage i løbet et par omgange efter, men blev aldrig en faktor.
Agustin Canapino stod for løbets anden safety car, da han kørte af efter den hurtige baglangside. Han røg igennem græsset, beskadigede bilen og endte på en afkørselsvej.
Der var masser af godt race i løbet, hvor Felix Rosenqvist var en fryd at se. Svenskeren har endnu ikke en kontrakt sikret for næste år, men hans kørsel viste, at han er sulten og hurtig, men hvorfor kommer kørslen først, når fremtiden skal sikres?
Alex Palou kom i front, da Graham Rahal kørte i pit. Her blev han i resten af løbet, på nær når forskudte pitstop, gjorde at der var biler foran ham. Scott Dixon var også stærk, men han tabte andenpladsen til Felix Rosenqvist i sidste del af løbet, da Felix nåede at komme i pit inden stewards sendte safety car på banen. Det lignede lidt en hjælp til Felix og McLaren, men den teori kan ikke forsvares.
Benjamin Pedersen var med i løbet og gennemførte det også, men det var ikke meget vi så til ham på tv-billederne. Der så vi Christian Lundgaard noget mere. Christian havde været hurtigst i fredagens træning, men røg ikke med videre til Fast-12 i kvalifikationen.
Der var masser af godt race og gode nærkampe, nogle vildere end andre, som da Alexander Rossi kørte op i Marcus Ericssons bagdæk sidst i løbet, og man kedede sig ikke i de knap to timer som de 110 omgange tog at blive kørt.
Alex Palou sikrede sit andet Indycar-mesterskab i næstsidste runde, og vi skal tilbage til Sebastien Bourdais i 2007, der også tog ChampCar-titlen med en runde tilbage. Næste uge køres der på Laguna Seca, og selv om titlen er sikret, så er der flere bejlere til vice-mestertitlen.
Christian Rasmussen spandt af i første sving i Indy NXT, men formåede at komme tilbage på banen og kørte sig frem til en femteplads i løbet. Christians nærmeste konkurrent Hunter McElra sluttede efter danskeren, der nu fører med 65 point til nærmeste forfølger.
Det betyder, at han kan Indy NXT-mester allerede på lørdag i det første af to løb på Laguna Seca. I et interview udtalte Christian, at han allerede snakkede med flere hold i Indycar, men kunne ikke sige mere.