Formel E er kommet til Tokyo, og den første gang den elektriske formelserie rammer teknologiens hjemland, byder naturligvis på en annoncering af de mere spændende. Nissan har været en del af serien i mange år, men fra næste år får de selskab af Yamaha.
Yamaha Motor Company skal levere den elektriske del af det nye samarbejde, hvor det også kom frem at Lola Cars vender tilbage til motorsport efter en længere årrække udenfor, hvor Dallara har slået sit navn fast som chassisleverandør indenfor flere motorsportsgrene.
Selv om det ikke direkte står skrevet i pressemeddelelsen, så skriver de at fokus vil være indenfor følgende områder; Elektrificering, Hydrogen (Extreme E bliver til Extreme H næste år, red.), Bæredygtige brændstoffer og materialer.
Lola som virksomhed var en gang markedsførende indenfor motorsportsverdenen, og der var få serier de ikke var repræsenteret, og de nåede også kortvarigt at være med i Formel 1 som selvstændigt hold.
Hvorfor man har valgt at komme ind i Formel E til næste år i sæson 11? Til næste år kommer den nye version af dette års Gen3. Den nye Gen3 EVO vil derfor give holdet et mere lige felt at deltage i.
Yamaha Motor Company har også en lang historie. Nok bedst kendt fra motorcykelverdenen og diverse motorcykelserier, men de har også været en del af Formel 1 som motorleverandør. Der lå blandt andet en Yamaha-motor bag det nye hold Jordan i 1992, da Eddie Jordans hold skiftede Ford ud med Yamaha til sæson to. Det samarbejde gik desværre ikke godt.
Mark Preston, motorsportsdirektør, Lola Cars Ltd:
“Vi er begejstrede for at bekræfte vores indtræden i Formel E. For os er dette mere end blot en mulighed for at returnere Lola til banen, det er også en fantastisk platform for teknologisk udvikling. Lola Cars har en dekoreret historie med succes inden for chassis og aerodynamisk design. Dette projekt vil give os mulighed for at skabe en unik elektrificeret platform med softwarefokus i sin kerne for at danne grundlag for Lolas bredere planer om at definere fremtiden for motorsportsteknologi.”
Till Bechtolsheimer, bestyrelsesformand, Lola Cars Ltd:
“Vi er utrolig glade for at samarbejde med Yamaha Motor Company, når vi tilgår ABB FIA Formel E World Championship. At blive udvalgt af en af de mest innovative OEM’er i verden til at deltage i et projekt af denne betydning er et vidnesbyrd om kaliberen af det hold, som vi har samlet hos Lola.”
“Fokus i dette projekt er helt og holdent den teknologiske udvikling, som Lola er fuldt investeret i. Vi ser den højeffektive 350 kW elektriske drivlinje, der understøtter producentens perimeter i Formel E, som en nøgleteknologi med spændende brug på tværs af mange former for topklasse international motorsport i de kommende år.”
Heiji Maruyama, administrerende direktør og direktør, Yamaha Motor co., ltd.:
“Yamaha Motor Company fremskynder forskning og udvikling af forskellige teknologier, der bidrager til bæredygtighed. Som den tekniske partner håber vi at erhverve mere avancerede energistyringsteknologier gennem det højeste niveau af el-racing i Formel E. Vi deler også Lolas nye filosofi om bæredygtig motorsport, og vi er meget glade og beærede over at danne dette partnerskab med dem.”