Er FIA ved at udvikle F1 i stykker?

Andrea Kimi Antonelli Copyright Mercedes AMG

Snakken omkring nye bæredygtige V10-motorer fortsætter. Det kommende motorreglement gælder til 2030, men det vil FIA måske gøre noget ved. Noget som kan ende med at koste et par hold livet.

Mellem Australien og Kina gik mange historier på, at FIA kan afkorte det kommende motorreglement til 2028, helt droppe det kommende motorreglement og fortsætte med de nuværende motorer (her menes power units) indtil V10 er klar eller fortsætte med den nuværende plan.

Lad os hurtigt kigge på de tre scenarier. Vi fortsætter med det nuværende reglement indtil V10 er klar, enten fra 2031 eller måske allerede fra 2028. Alle motorfabrikanter er i fuld gang og har investeret store summer i udviklingen af de nye motorer. Audi er i fuld gang med at bygge en motor fra grunden og op.

Honda motor
Copyright Honda

Cadillac har committed sig til at stille med sin egen motor i 2028. Der vil også være mange udviklingsmillioner af dollars som bliver skyllet direkte i lokummet, og i forvejen kan de se frem til en kortere periode med egen motor. Har Cadillac råd til at skrotte et motorprojekt?

Hvad med Red Bull og Ford? De har gjort sig så uvenner med Honda, at de stiller med egen motor/power unit i 2026. Hvad nu hvis det projekt skal droppes? Hvem skal de så køre med? Honda har allerede Aston Martin under sig og vil de overhovedet være interesseret i at levere til Red Bull og VCARB?

Audi-Ferrari, Audi-Mercedes, Audi-Honda. Det klinger ikke helt, og hvilke problemer giver det hos Renault, som jo har valgt at lukke motorafdelingen efter denne sæson? Det vil helt sikkert give komplikationer for alle hold, der ikke allerede har en aftale til næste år.

Det vil sige Haas vil bare kunne fortsætte, McLaren, Williams og Mercedes kan fortsætte, men Audi skal forhandle ny motoraftale. Det samme skal Red Bulls to hold, mens Alpine jo allerede har Mercedes og Aston Martin har en aftale med Honda.

McLaren har Mercedes til 2026, men hvilken motor ville Red Bull have, hvis det nye motorreglement droppes?
Copyright Pirelli

Det bedste for Formel 1 vil  være at følge den nuværende udviklingsplan. Motorfabrikanterne har allerede investeret store summer i de nye hybridmotorer, og det kan som sagt give nogle store komplikationer, der i værste fald kan få nogle hold til at trække sig. Simpelthen fordi de ikke har pengene til at smide manges års R&D i vasken.

Der er nok ingen tvivl om, at bæredygtige V10’ere vil vende tilbage, men lige nu virker det mest som en gimmick for at tage noget af den megen negative fokus væk fra FIA Præsidenten Mohammed Ben Sulayem.

Rubens Barrichello i Ferrari F2002 med V10-motor
Copyright Ferrari

At droppe den dyre hybriddel i fremtiden vil uden tvivl være med til at gøre Formel 1 billigere i fremtiden med ‘simple’ sugemotorer og en lyd, der igen vil kræve ørepropper.

Men hvem siger ikke, at de nye hybridmotorer bliver et stort hit, der er med til at levere spændende racing?

FIA siger, at de ikke vil tvinge en ændring igennem, og en beslutning skal tages gennem konstruktive samtaler med alle power unit-fabrikanter. Det er stensikkert ikke sidste gang vi kommer til at skrive om dette.