EE: X44 vandt i Chile

Cristina Gutierrez (ESP) / Sebastien Loeb (FRA), Team X44 fik endelig en sejr i Extreme E Copyright Extreme E

Fjerde afdeling af dette års Extreme E-mesterskab blev kørt i Antofagasta i Chile på årets korteste bane. Det betød, at alle kørere i hvert heat skulle gennemføre to omgange på banen, og det gav årets nok bedste race.

Nico Rosbergs RXR havde alle chancer for at tage dette års titel og forsvare mesterskabet fra sæson 1, men sort uheld betød, at de ikke kunne komme til start i finalen trods de havde kvalificeret sig til den.

I stedet blev det Chip Ganassis hold, der overtog pladsen i finalen, og det betød, at RXR må vente til sidste afdeling før de (måske) kan forsvare mesterskabet. Som vi efterhånden har lært at forvente, så betyder Extreme E masser af hop, mekaniske skader og generelt godt race.

Sjældent har det været så tæt som denne weekend, hvor det at finde kontakten til vinduesviskerne havde stor betydning. Det kostede Andretti deres skud på finalen, da Catie Munnings i semifinalen fik sin forrude smurt ind i mudder og hun måtte bruge dyrebare sekunder på at finde vinduesviskerknappen.

Allerede fredag var der problemer. Jutta Kleinschmidt fra ABT Cupra havde et uheld og blev skadet. Det betød Klara Andersson kom ind som reservekører, og hun gjorde det absolut hæderligt.

Lørdag er der kvalifikationer til søndagens semifinaler og Crazy Race. Første kvalifikation kører hvert hold to omgange, skifter kører og kører yderligere to omgange. Det sætter rækkefølgen til anden kvalifikation, hvor der køres to heats med fem kørere i hver.

Søndag køres der så to semifinaler, hvor de to hurtigste i hvert heat går videre. Udover dette er der Crazy Race, hvor vinderen går videre. Semifinale 1 blev vundet af Rosberg X Racing og Sainz. Anden semifinale havde X44 og og ABT Cupra videre.

McLaren tog sig af Crazy Race, og kom videre til finalen. Her var der Gridplay i brug som bestemmer hvilken startplads hvert hold starter på. På nuværende tidspunkt var RXR stadig med i spillet.

Det var sæsonens fjerde løb på årets korteste bane, og her var plads til at køre side om side. Banen er indkranset af nogle checkpunkter i form af flag som kørerne skal igennem. Rammer man et flag får man en straf af baseret på, hvor meget man rammer flaget.

Det skulle få betydning for finalen, hvor McLarens Tanner Foust og Emma Gilmour var hurtigst på banen og kom først over målstregen, men netop en straf for at ramme et flag sendte dem fra et til fem. Dermed vandt Lewis Hamiltons X44-hold, der til denne weekend havde fået tilføjet Vida Carbon Racing.

Sejren var holdets første i Extreme E og sendte holdet på andenpladsen i mesterskabet. Dog ser det lige så svært ud for X44 at tage titlen fra RXR som det er for Ferrari og Charles Leclerc at tage titlen fra Red Bull Racing og Max Verstappen i Formel 1.

Resultatet af fjerde afdeling i Exteme E – Antofagasta Minerals Copper X Prix blev:

1. X44 Vida Carbon Racing 8:59:728
2. ACCIONA | SAINZ XE Team +6.093
3. ABT CUPRA XE +8.612
4. No.99 GMC HUMMER EV Chip Ganassi Racing +10.159 (Straf 10 sekunder)
5. NEOM McLaren Extreme E +18.935 (Straf 2×10 sekunder)

Mesterskabsstilingen

1. Rosberg X Racing: 83 point
2. X44 Vida Carbon Racing: 66 point
3. ACCIONA | SAINZ XE Team: 60 point
4. No.99 GMC HUMMER EV Chip Ganassi Racing: 55 point
5. NEOM McLaren Extreme E: 34 point
6. Genesys Andretti United Extreme E: 33 point
7. XITE ENERGY RACING: 29 point
8. JBXE: 25 point
9. ABT CUPRA XE: 21 point
10. Veloce Racing: 8 point

Femte afdeling køres i weekenden 26.-27. november i Punta del Este, Uruguay.

Husk Extreme E kan ses på Discovery Plus.