EE: Acciona Sainz tog deres første sejr

Mattias Ekstrom (SWE), Acciona | Sainz XE Team, og Laia Sanz (ESP), Acciona | Sainz XE Team vandt Desert Xprix 2 Copyright Extreme E

Det blev Carlos Sainzs hold der tog sejren i Desert Xprix 2 søndag i Saudi-Arabien. Der måtte dog tie break til, da det spanske hold efter de to kvalifikationsheats lå med samme antal point som Lewis Hamiltons X44-hold. Dermed blev det Continental Traction Challenge, der blev udslagsgivende og sendte Mattias Ekström og Laia Sanz i Grand Final.

Der var færre uheld søndag, men Andretti-holdet havde endnu et rul, og så kan tekniske problemer ramme pludseligt. ABT Cupra brugte en fræk taktik til at komme i Grand Final, hvor det desværre er tydeligt, at de kvindelige kørere på ingen måde kan hamle op med de mandlige.

Nasser Al-Attiyah startede som ene mand mod de fire kvinder i Q2, og hans forspring var så stort, at ingen af mændene kunne indhente Klara Andersson og dermed vandt ABT og sikrede avancement til Grand Final.

Ud af de fire kvalifikationsheats der blev kørt, så blev der uddelt tidsstraffe i tre af dem. Det er svært at holde sig indenfor hastighederne, der hvor fartgrænserne er indført.

X44 mistede deres avancement til Grand Final på grund af Continental Traction Challenge, men de vandt i stedet Redemption Race, der som det næsten var kutyme havde sine rul. Carl Cox Motorsport rullede med Christine GZ bag rattet, men heldigvis hele vejen rundt så bilen endte på alle fire hjul. Hun kunne humpe i mål.

Mindre heldig var Hedda Hösås, der endte JBXE-bilen på siden.

I Grand Final forsøgte ABT Cupra sig igen med en anden strategi. Derfor startede Klara Andersson mod de fire mænd, og Nasser Al-Attiyah skulle så køre kvinderne ind. Det lykkedes delvist for mændenes forspring var generelt for stort.

Så selv om han tog mange sekunder på de fire kvinder, så blev det kun Chip Ganassis Amanda Sorensen han kom forbi og han sluttede et halvt sekund fra podiet, der gik til Rosberg X Racing.

Matthias Ekström tog starten i finalen og han kunne trække fra, da der opstod kampe blandt forfølgerne, der bl.a. involverede et uheldigt tryk på pitbegrænseren. Laia Sanz kørte med sikkerhed sejren hjem og dermed vandt det spanske hold for første gang i Extreme E.

Lørdag tog Veloce deres første sejr og søndag var det så Sainz der gjorde den samme bedrift.

Grand Final:
1. ACCIONA SAINZ XE Team 11:10.821
2. Veloce Racing +5.527
3. Rosberg X Racing +7.429
4. ABT CUPRA XE +7.987
5. No.99 GMC HUMMER EV Chip Ganassi Racing +22.321

Redemption Race:
1. X44 Vida Carbon Racing 11:10.132
2. NEOM McLaren Extreme E Team +10.150
3. Andretti Altawkilat Extreme E +33.296
4. Carl Cox Motorsport +2:43.534 (Straf)
5. JBXE DNF

Championship Standings:
1. Veloce Racing: 46 point
2. ACCIONA | SAINZ XE Team: 46 point
3. Rosberg X Racing: 31 point
4. X44 Vida Carbon Racing: 23 point
5. No.99 GMC HUMMER EV Chip Ganassi Racing: 21 point
6. ABT CUPRA XE: 15 point
7. NEOM McLaren Extreme E Team: 14 point
8. Carl Cox Motorsport: 8 point
9. JBXE: 5 point
10. Andretti Altawkilat Extreme E: 5 point