Når vi snakker danske talenter, så har vi i Danmark næsten et luksusproblem. Syv danske kørere fordelt på seks bilmærker i topklassen Hypercars. DASU afholdt i dag deres Le Mans-pressemøde, hvor flere kørere var til stede.
Sygdom og test afholdt flere af de danske kørere fra at være der, men de to Peugeot-kørere Mikkel Jensen og Malthe Jacobsen, samt Iron Dame Michelle Gatting repræsenterede de danske Le Mans-kørere.

Copyright Ewert Foto
Når vi snakker Le Mans, så er tankerne automatisk rettet mod 24-timersløbet, men en af supportklasserne er Road to Le Mans, og her er der også danskere med. Her mødte vi talenterne Philip Lindberg, Sebastian Gravlund og Theodor Jensen.
Alle tre deltagere i LMP3-klassen i Road to Le Mans, der består af to 60-minuttersrace, henholdsvis torsdag aften og lørdag morgen. De lyder godt de racere, som bliver drevet frem af en 3.5 liters V6-sugemotor.
Danmarks svar på RTL’s Kai Ebel, altid farvestrålende og smilende Morten Alstrup, styrede pressemødet. Efter at have budt velkommen og overladt ordet til DASU’s Bo Skovfoged for en kort stund, gik han i gang med interviews inden de enkelte medier, såsom f.eks. TV2 fik chance for at lave solo-interviews.
De mange danske bekræftede kørere blev alle gennemgået inklusiv den ukendte dansker Michael Jensen, som skal deltage i LMP2-klassen. Michelle Gatting fortalte, hvordan det var at køre Porsche igen efter et år med en Lamborghini og hvordan hun så sine chancer for at vinde GT3-klassen.

Copyright Ewert Foto
Her efter kom de to Peugeot-kørere op. Først Mikkel Jensen og siden Malthe Jacobsen og snakkede om deres chancer. Peugeot 9X8 er blevet udviklet igen til årets løb, men deres store problem er, at de har brugt de udviklingsmuligheder som modellen har.
Årets Le Mans køres lørdag og søndag fra den 14. til 15. juni. Det kan ses på TV på TV2, TV2 Play, Eurosport, streamingtjenesten Max og WEC-appen.









