En klassisk dag i Belgiens Ardenner-bjerge. Solskin og regn og flere vejrskift i løbet af dagen. Første træning startede tørt og kunne være sluttet tørt, hvis det ikke havde været for et batteriproblem, der fik danskerens Haas til at stoppe lige efter La Source-hårnålen.
Det bragte et rødt flag og da træningen blev givet fri igen, så kom regnen. Hurtigst i FP1 blev Carlos Sainz foran Charles Leclerc og Max Verstappen.
Liam Lawson havde overtaget Pierre Gaslys AT03 og sluttede forståeligt nok sidst blandt kørerne, der havde sat en tid. Det gjorde Valtteri Bottas ikke i det som må kaldes en skuffende træning for specielt Haas, mens Williams gjorde det godt med Alex Albon på p6 og Nicholas Latifi på p11.

Anden træning startede også tørt, og flere kørere var ude og prøve grænserne af på banen. Der er kommet lidt reprofilering af et par sving og flere afkørselsarealer er nu med grus. Dermed er der større konsekvens ved afkørsler. ‘
Max Verstappen var hurtigst i den anden træning foran ærkerivalen Charles Leclerc. Lando Norris og Lance Stroll gjorde det supergodt i den anden træning, hvor flere kørere havde et par afkørsler. Både Mick Schumacher og Pierre Gasly tabte bagenden.
Naturligvis kom regnen igen, det er jo Belgien og Spa. Det ligner en hård weekend for Haas, der igen sluttede i den triste ende af feltet. Seks kørere har dog opnået så store gridstraffe efter udskiftning af power units, gearkasse med mere, at de starter bagerst på gridden søndag.











