Det er aften i Bahrain og temperaturerne er senforårsagtige. Omkring 20 grader i luften og 30 grader på asfalten. Hvem tager årets første pole position? Ferrari har været med i toppen i alle sessioner, mens Mercedes ikke har kunne følge op på sidste års placeringer.
Kvalifikationsreglerne ligner sig selv med en lille ændring. Q1 finder plads 20-16 og varer 18 minutter, Q2 finder plads 15-11, varer 15 minutter og her kommer den lille ændring. Der er nu frit dækvalg i Q2, ikke noget med at Top 10 skal starte på det dæk de avancerede til Q3 med. Q3 er som altid fuld knald på soft i 12 minutter.
Alex Albon, Nicholas Latifi, Yuki Tsunoda og Pierre Gasly er de første biler på banen. De to Alpha Tauri-kørere sætter en tid, mens de to Williams-biler er kørt direkte i pit. Efter seks minutters kvalifikation er størstedelen af bilerne på banen. Max Verstappen sætter øjeblikkeligt hurtigste omgang i første forsøg.
De to Mercedes har efter otte minutter stadig ikke været ude på banen. Der er ingen tvivl om, at Haas har fået en god bil. Kevin Magnussen kører ind på p2 i første forsøg. Alle biler er på banen med 9 minutter tilbage. Valtteri Bottas kører også stærkt, men Ferrari kører 1-2 med begge biler.
Det ligner taberne af Q1 skal findes hos Williams, Alpha Tauri og McLaren. George Russell og Lewis Hamilton kører sig begge i Top 10 på første forsøg. Med fem minutter tilbage er de fleste biler i pit. Pierre Gasly er en af kørerne stadig på banen og han kører sig op på plads syv. Mercedes udnytter den frie bane og kører begge et ekstra kvalifikationsforsøg.
Med Lewis forbi pitten så begynder det store rykud. Begge Mercedes har dog fri plads på banen, og George Russell forbedrer sig og placerer sig foran Lewis Hamilton. Med et minut tilbage er begge Aston Martin i farezonen. De ender også med at ryge ud i Q1.
Plads 16-20 blev:
- Yuki Tsunoda
17. Nico Hulkenberg
18. Daniel Ricciardo
19. Lance Stroll
20. Nicholas Latifi

Copyright Pirelli
Så gælder det Q2. Allerede nu har Haas kvalificeret sig bedre end i hele 2021. Alex Albon er første kører på banen i Q2. Blandt tilskuerne på banen finder man et par håndfulde danskere, som sidder på tribunen og hepper på Kevin Magnussen.
Kørerne har ikke travlt med at komme på banen. Alex Albon har stadig fri bane, da han kører ud på sit første forsøg i Q2. Kevin og Mick er de næste kørere som kommer på banen. De efterfølges af de to Red Bull og sekunder senere de to Alfa Romeo. George Russell er igen ude foran Lewis Hamilton.
Alex Albon kører direkte i pit uden at sætte en tid. TV-billederne viser Louise og Laura i Haas-pitten. De to Ferrari er igen hurtigst efter første forsøg, igen med Charles Leclerc forrest. Kevins første tid er p1, men begge Red Bull og Charles Leclerc rykker Kevin tilbage.
Max Verstappen er første kører i 1.30-området. Russell og Hamilton kører sig ind i midten af top 10, men efter Kevin Magnussen. To års helvede for Haas ser ud til at blive belønnet mangfoldigt.
Med fem minutter tilbage er Alex Albon tilbage på banen, og er eneste kører. Han er også eneste kører uden en tid. Han kører p13 og nu kommer bilerne tilbage på banen. Mick Schumacher er første kører i anden bølge og bliver jagtet af Charles Leclerc. TV-billederne viser Kevins bil uden forvingen monteret. Der snakkes om hydrauliske problemer. Alex Albon takker sine mekanikere for deres arbejde på bilen.
Guanyu Zhou er p15 med et minut tilbage. Flere kørere avancerer og rykker Kevin ned mod p11. Så slemt bliver det dog ikke og Kevin rykker videre til Q3. Bottas redder p10, og der er fem forskellige hold på p11 til p15.
- Esteban Ocon
12. Mick Schumacher
13. Lando Norris
14. Alex Albon
15. Guanyu Zhou

Copyright Haas F1 Media
Så er der 12 minutter + det løse tilbage. Max Verstappen er stadig den eneste kører i 1.30, men kan Ferrari fravriste verdensmesteret årets første pole position? George Russell og Lewis Hamilton er de første kørere på banen. Ferrari og Red Bull er de næste biler på banen.
De fire hold med kun en bil i Q3 er stadig i pitten med 10 minutter tilbage. Pierre Gasly er kommet på banen. Begge Mercedes sætter 1.32 i første forsøg. Begge Ferrarier kører 1.30 og hurtigere end Max Verstappen i første forsøg. Der er dog kun en tiendedel mellem Carlos Sainz som hurtigste til Max Verstappen på p3.
Sergio Perez er tættere på sin holdkammerat. Med p4 har Red Bull række to, mens Mercedes har række tre. Pierre Gasly p7 og Kevin, Fernando og Valtteri har ikke sat en tid. Mercedes er de første på banen til andet forsøg og denne gang er Kevin, Fernando og Valtteri med på banen.
Charles Leclerc tager pole position foran Max Verstappen. Carlos Sainz kunne ikke forbedre sig og starter på p3. Charles’ første pole siden Monaco sidste år, hvor han dog ikke kom til start. Både Valtteri Bottas og Kevin Magnussen kører sig foran George Russell. Fernando Alonso er også hurtigere end George Russell, der dog stadig har Pierre Gasly bag sig.
- Charles Leclerc
- Max Verstappen
- Carlos Sainz
- Sergio Perez
- Lewis Hamilton
- Valtteri Bottas
- Kevin Magnussen
- Fernando Alonso
- George Russell
- Pierre Gasly










