Når man ser, at det er Max Verstappen, der er på pole så kan man godt tænke naturligvis og ren barnemad, men verdensmesteren måtte kæmpe for den. Albert Park ligner måske nok Red Bull-territorie, men RB19 var ikke helt så samarbejdsvillig.
Det fandt Sergio Perez ud af allerede i starten af kvalifikationen. Mexicaneren har døjet med bremseproblemer på asfalten hele weekenden, og en bremsefejl sendte ham da også igennem græsset for til sidst at ramme muren, da han forsøgte at komme tilbage på banen.
Det gav rødt flag, store gloser fra Sergio, og en startplacering som nummer tyve. Rent faktisk kvalificerede han sig ikke indenfor de 107%, men han vil få tilladelse til at starte baseret på træningstiderne.
Da banen igen blev givet fri i Q1 blev der travlt på banen. Der var 11 minutter og 44 sekunder tilbage til at finde de fire, Perez havde sikret sig p20, der ikke skulle med til Q2. Derfor blev trafik et problem for flere, da det var svært at finde hullet til en god omgang.
Kevin Magnussen så ud til at ryge ud i Q1, men Nico Hulkenberg havde med en flot omgang vist, at Haas-raceren kunne komme hurtigt rundt på banen. Kevin fik dog også kørt en omgangstid god nok til at gå videre til Q2, og da han satte sin sidste tid var han p10. Der manglede dog kørere, som skulle sætte deres tid og banen viste i alle tre kvalifikationssessioner, at den forbedrede sig kraftigt de sidste minutter.
Så højt var tempoet, at selv Max Verstappen i den normalt overlegne RB19 satte sin tid på soft-dæk. De fire uheldige (udover Sergio Perez) blev hjemmebanehelten Oscar Piastri, Guanyu Zhou, Logan Sargeant og Valtteri Bottas.
Nyck de Vries kom videre til Q2 i sin AlphaTauri og han var den første på banen i Q2. Han fik dog hurtigt selskab af størstedelen af kørerne, hvor der blev skabt et håb om en mulig overraskelse. Aston Martin og Max Verstappen sloges om bedste tid, og verdensmesteren sænkede tiden til 1.17.209 og slog sidste års kvalifikationstid.
Fernando Alonso var 0.064 sekund efter Max Verstappen, så kunne Alonso tage sin første pole i Formel 1 i over et årti? Nico Hulkenberg havde hældt Shell Ultra i tanken på sin Haas for han kørte igen en tid, der kvalificerede ham til Q3.
Kevin Magnussen lavede en fejl i sit sidste forsøg i Q2, og han gled ud af Top 10 og helt ned på p14. Alle kørere inklusiv den absolutte top satte deres tider på soft, og der var generel stor tæthed mellem tiderne.
Da Q2 sluttede var det dog med Esteban Ocon på p11 foran Yuki Tsunoda, Lando Norris, Kevin Magnussen og Nyck de Vries.
Q3 skulle blive tæt. Tiderne lå omkring Maxs hurtigste tid i Q2 med Lewis Hamilton tæt på foran Fernando Alonso. En melding om mulig regn i de sidste minutter sendte kørerne på banen, og flere kørere brugte to omgange til at varme bil og dæk op.
Max Verstappen kaldte ind til pitten, at der var problemer med nedgearing, og så blev der virkelig lugtet blod hos de andre. Inden den sidste omgang blev kørt lå alle i Top 10 indenfor et halvt sekund. Det er nærmest uhørt, og de to Mercedes’ satte trumf på og bankede virkelig hurtige tider ind.
Her kunne Aston Martin ikke være med, men håbet blev gjort til skamme, da Max Verstappen smadrede pole tiden med en tid under 1.17. 1.16.732 hedder den nye hurtigste omgang i Albert Park, og det som så tæt ud blev nu til vanlig Red Bull-dominans.
Nico Hulkenberg kunne ikke lave mirakler da det virkelig gjaldt. Haas-køreren havde kun et sæt dæk til rådighed hvor mange af de andre havde to, men Max hurtigst foran George Russell og Lewis Hamilton.
Højdepunkter fra kvalifikationen kan ses her.
Husk Formel 1 kan ses på TV3+, TV3 Sport, Viaplay og F1TV Pro.