Anm: F1 Review 2018 – Et halvfærdigt produkt

F1 Review 2018

Hvert år udgiver Duke Video det årlige og meget populære Formel 1-review. Det startede på VHS, blev siden dvd og siden 2011 har man også kunne få de årlige reviews på bluray. Hvorfor man ikke har taget 4K/UltraHD i brug endnu, når optagelserne nu findes.

Jeg har lige siddet og set 2018-højdepunkterne og det jeg frygtede er desværre sandt. Tidligere er det årlige review sendt ud på to skiver, i 2011 og 2017 fordelt over begge skiver, hvilket var tydeligt på skærmen. Højdepunkterne har ligget på en spilletid på 3½+ time, men 2018 med hele 21 løb afvikles på lidt over to timer.

Det giver ca. 5 minutter til hvert grand prix og den tid bruges sjældent. Det ses også når man åbner emballagen, at vi kun har en skive til det hele og det er inklusiv special features.

Naturligvis bliver alle løbene dækket, men der bliver skåret så meget fra løbene, at det næsten kan være lige meget. Flere grand prixer er nærmest direkte til starten, en eller to uheld/episoder og så slut. Meget skuffende, når man tænker på kvaliteten af de tidligere reviews.

Selv Formula 1’s egne højdepunkter er generelt bedre dækkende end løbene på denne bluray og jeg sidder og ærgrer mig over, at TV3 ikke udgiver deres after-race højdepunkterne, som på trods af hvor hurtigt de er klippet inden nedtakten i studiet er af en højere kvalitet end sammenklippene på denne skive.

Som du nok kan forstå, så er jeg dybt skuffet. Det virker mest som et stykke hastearbejde og alligevel var det ikke klar til julesalget. Der er løb hvor der enten er lidt klip fra træning eller kvalifikation som supplement. Tidligere ville der være klip fra pressekonferencer som f.eks. Daniel Riccardos kontrakt med Renault, men nej.

Under Italiens grand prix ser man starten og Vettels spin. Man ser ikke første gang Hamilton tager Kimi Raikkonen eller da Kimi Raikkonen tager føringen tilbage. Man ser heller ikke, hvordan Wingman Bottas holder Kimi tilbage eller Vettels opkørsel. Man ser episoden mellem Valtteri Bottas og Max Verstappen, der gav Max en fem sekundersstraf, man ser hvordan Lewis overhaler Kimi og tager føringen til sidst også ser man podiet.

Episoden mellem Kevin Magnussen og Sergio Perez nævnes ikke for at nævne en enkelt. Der mangler simpelthen så meget på denne opsamling, at det gør ondt på de fans, der køber skiven. Sammenstødet mellem Sergio Perez og Esteban Ocon i Singapore vises heller ikke.

Jeg havde frygtet det lidt efter sidste års højdepunkter. Der blev også klippet meget væk i sidste års review. For eksempel i Ungarn, der endte med den berømte Suck my balls-kommentar fra Kevin Magnussen.

Er du F1-fan og samler på de årlige reviews, så skal du naturligvis have denne skive. Er du ikke, så behøver du ikke købe den. Der findes bedre reviews på Youtube end denne skive.

Far er både sur og skuffet.