For få dage siden begyndte en historie, som lyder helt forkert, men som alligevel kan lyde helt rigtigt. Alpine dropper Renault-motoren efter næste sæson, og bliver så et kundehold hos en anden motorleverandør.
Har det noget på sig? Baggrunden for rygtet er naturligvis de manglende resultater, som Renault har opnået med deres motor siden indførelsen af hybridmotoren i 2014. Mercedes tog første del af hybridæraens succes, og siden har Honda overtaget og lagt sig i føringen.
Men et nyt motorreglement kan ændre rangordenen i 2026, og spørgsmålet er om Renault tør risikere endnu et nederlag, men naturligvis også risikoen for, at de som John ‘Faxe’ Jensen i sin tid sagde “ramme den lige i røven”.

Copyright Alpine Racing
Renault CEO Luca de Meo lyder ikke som om, at Renault har planer om at droppe deres motorprogram. Til ‘Autocar’ udtalte han:
“Da vi begyndte hybridæraen performerede vores motor ikke.”
“Vi har været verdensmestre med Red Bull, men med hybrid gik tingene galt. Selv motoren vi udviklede til 2021 havde en ulempe på 0.2 til 0.5 sekund hver omgang.”
“Og i år har vi fejlet med bilen. Hvis du kombinerer altid, er vi op mod 1.5 sekund fra hvor vi ønsker at være.”

Copyright Pirelli
“For dette år og 2025 vil vi prøve videre med det nuværende setup, så kæmpe for at gøre tingene rigtige til den næste cyklus. Det er udfordringen.”
“Men vi vil gøre alt nødvendigt for at blive et konkurrencedygtigt hold.”
Selv om det lyder forkert med Alpine uden en Renault-motor, så har vi før set hold, Lotus f.eks. køre med både Renault og Mercedes-motorer.










