For tredje gang i træk protesterede Renault over lovligheden af de bremsetragte, som Racing Point bruger på deres RP20. Da protesten var identisk med de to foregående, så er også denne blevet afvist og FIA vil ikke indsamle stumper fra RP20 igen.
Racing Point siger, at de er lovlige og de er skabt efter flere hundrede billeder af bremsetragten på Mercedes, men denne weekend kom der nyt til sagen. For bremsetragtene er identiske med dem, som sad på sidste års Mercedes W10 og de er købt af Mercedes.
Så kopien kan sagtens være 100%, men der hvor det bliver kryptisk er tidspunktet Racing Point har købt tragtene. For en ændring til den liste over ting, som et hold må købe fra et andet, blev ændret fra 2019 til 2020 og her er bremsetragtene blevet fjernet, så hvert hold skal designe og bygge deres egne.
For Racing Point fastholder, at de har købt tragtene i 2019, hvor det var lovligt at købe dem og så lavet deres egen kopi. Er det korrekt, så lever tragtene jo op til reglementet.
Er de derimod først kommet efter 1. januar, så er de ulovlige og resultatet kan blive alt fra bøde til udelukkelse af de løb, som de har været brugt i.