I weekenden går det løs på Suzuka og her kommer der et nyt navn på banen. Naoki Yamamoto kører FP1 i stedet for Pierre Gasly og hvis du ikke kender navnet, så er det fordi du ikke er japaner.
For i Japan er den 31-årige kører noget af en helt med deltagelse i både Super Formula og Super GT og er regerende mester i begge klasser, i Super GT sammen med Jenson Button.
Naturligvis er det Honda, der giver sin kører en test. Jenson Button har tidligere udtalt, at Naoki Yamamoto burde være i Formel 1, men alderen tæller nu imod køreren.
Hvad det betyder for den japanske kører at få en Formel 1-test?
“At få denne chance på Suzuka, en meget vigtig bane for alle japanske racerkørere, foran et stort publikum af japanske fans, vil gøre oplevelsen endnu mere speciel.”
Eddie Irvine brugte sin Suzuka-erfaring til perfektion, da han debuterede i Formel 1 på Suzuka, tilbage i 1993, da han havde kørt japansk F3000. Den gode debut sikrede ham en kontrakt med Jordan Grand prix.
Med al snakken omkring kørere hos Red Bull Racing og Toro Rosso kan en god FP1 måske give muligheder til 2020.