Det vil gøre ondt

Isack Hadjar Copyright Red Bull Contentpool

Isack Hadjar er storfavorit til sædet ved siden af Max Verstappen næste år. En annoncering forventes snart, og skulle Isack ikke blive forfremmet så kommer det til at gøre ondt.

I et interview til ‘AFP’ og ‘L’Equipe’ bliver den franske kører spurgt om han vil blive skuffet, hvis han ikke bliver Red Bull Racing-kører næste år.

“Åh ja, meget.”

“F1 er en sport med kort hukommelse, et øjeblikkets kultur. Men jeg ved, at der er seks (nu fem, red.) løb tilbage, og at jeg skal score point, komme i Q3, og levere nogle stærke præstationer. Så jeg er ikke nervøs endnu.”

Isack Hadjar var dagens kører med p3 i Holland
Copyright Pirelli

“Jeg har vist nok – jeg har et podium.”

Yuki Tsunoda sidder i sædet, som Isack Hadjar jagter. Ville han sige nej til en forfremmelse allerede i år? Nej, det ville han ikke.

“Hvis jeg er 100% sikker på, at jeg vil få sædet næste år og har chancen for at få noget erfaring, så vil jeg elske at gøre det. Det er interessant og en god ide.”

Dr. Død er dog klar i mælet. Til ‘Kleine Zeitung’ udtaler Helmut Marko:

“Isack har etableret sig selv og nyder i øjeblikket situationen. Han har opnået imponerende ting.”

Yuki Tsunoda
Copyright Pirelli

Yuki Tsunoda har dog stadig en chance, baseret på de seneste løb.

“Tsunoda ved, at han stadig har behov for resultater.”

Selv siger Yuki:

“Jeg føler, at jeg har forbedret mig meget, specielt over lange stints.”

“De sidste to løb har kvalifikationen været svær, men overordnet er det gået godt. Hvis jeg kan få alt til at fungere, så er jeg hurtig.”

Arvid Lindblad
Copyright Red Bull Contentpool

Dr. Helmut Marko giver et rimelig stort hint om, at Arvid Lindblad bliver VCARB-kører næste år, mens den tidligere McLaren Junior Alex Dunne ikke er på vej til Red Bulls juniorprogram.

“Han (Arvid, red.) er yngre end Hadjar, og vi har set, at alder kan være vigtig i Formel 1, men han er et andet af vores håb – Vi vil se ham i bilen i år.”

Arvid Lindblad kører FP1 i denne weekend for Red Bull Racing.

Hvad angår Alex Dunne er Helmut Markos svar simpelt.

“Han er ikke en mulighed hos os.”