Charles Leclerc snuppede pole position fra holdkammeraten Carlos Sainz med 67 tusindedele i kvalifikationen til Mexicos GP. En chok-pole da begge Ferrarier havde det svært i Q2. Sandbagging eller lucky punch? Max Verstappen starter 3’er.
Inden Ferrari og Charles Leclerc tog deres anden pole i træk, så skulle alle kørere igennem Q1. Her var Kevin Magnussen første mand på banen og med tiden 1.19.730 var første registrerede tid. Manglende køretid til vores danske kører kostede dyrt. FP1 sad Ollie Bearman i bilen, og i FP3 blev det til få omgange.

Copyright Pirelli
Max Verstappen var hurtigst i Q1 med 1.18.099, der havde sit drama, da Fernando Alonso spandt af i sving 3. Det gav gult flag, og her kørte Logan Sargeant og Lewis Hamilton forbi med fuld fart. Det gav efterfølgende 10 strafplaceringer til den amerikanske kører, som nu starter sidst i løbet samt to strafpoint (6 i alt nu), og så sluttede han faktisk udenfor de tilladte 107%.
Derfor har Logan Sargeant fået tilladelse til at stille til start baseret på træningstider. Lewis Hamilton slap for straf trods han også kørte fuld gas forbi det gule flag. Det kom efterfølgende frem, at han havde en grøn indikatorlampe igennem sving 2, og der kun kom to hurtige gule blink igennem sving 3, der siden forsvandt.

Copyright Pirelli
Lando Norris røg overraskende ud med en 1.21.554 som langsomste kører. Første forsøg skulle være sat på Medium, men en fejl fik briten til at køre i pit. Ude på Soft blev han ramt af Alonsos spin. Lando tog det fulde ansvar for fejlen.
De fem ude blev Esteban Ocon, Kevin Magnussen, Lance Stroll, Logan Sargeant (før tiden blev annulleret) og Lando Norris.

Copyright Pirelli
Da Q2 startede var der jubel hele banen rundt. Sergio Perez var første mand på banen og han satte tiden 1.18.124 i banken. En lille smule langsommere end Max Verstappens tid i Q1, så der var ingen tvivl om, at tiden ville blive hurtigere.
Der gik heller ikke lang tid før Max Verstappen bankede tiden ned i 1.17.625. Yuki Tsunoda har skiftet så mange reservedele, at han automatisk skulle starte p20. Derfor brugte AlphaTauri ham som hare og lod ham trække Daniel Ricciardo ned ad langsiden. Det skete med så stor perfektion, at Daniel Ricciardo tog p2 i Q2.
De to Ferrarier var nede i det farlige område i Q2, og Alex Albon sendte Guanyu Zhou ud af Q3 og Carlos Sainz ned på p10. Carlos overlevede dog, og efterfølgende fik Alex annulleret sin omgang for at køre for bredt i sving 4. Så Alex røg ud i Q2 og Zhou gik videre.
De fem ude blev derfor Pierre Gasly, Nico Hulkenberg, Fernando Alonso, Alex Albon og Yuki Tsunoda.

Copyright Pirelli
Q3 havde igen Sergio Perez først på banen. Stor jubel hele vejen rundt, men som ventet var det holdkammeraten, der var hurtigst. Max Verstappen satte 1.17.286 som hurtigste kører, og så var forventningen ellers, at pole-vinderen var fundet.
Så kom Carlos Sainz over målstregen og sænkede tiden til 1.17.233. Ferrari havde ikke været tæt på toppen i Q1 eller Q2, og et par sekunder senere nåede Charles Leclerc målstregen og satte tiden 1.17.166 som ny hurtigste mand.
Med 3½ minut tilbage blev ballet åbnet igen. Sidste kvalifikationsforsøg skulle køres. Der var ingen tvivl om, at Max Verstappen ville banke tiden ned i 1.16-området, men så kunne hverken Carlos eller Charles forbedre deres tid.

Copyright Pirelli
Max Verstappen var lilla i sektor to små 0.043 efter pole og der manglede kun infield-sektionen inden målstregen, men overraskende nok kunne han hverken slå Charles eller Carlos. Så rød front til Mexicos Grand Prix eller rettere Mexico Citys GP, som løbet har heddet siden 2021.
Du kan se højdepunkterne fra kvalifikationen her.
De næste tre placeringer står der Red Bull på. Max Verstappen foran Daniel Ricciardo og Sergio Perez.

Husk løbet kan ses på TV3+, Viaplay og F1TV Pro med start 21.00 og optakt fra 20.00.










