Miamis GP – Suveræn Verstappen-sejr

Max Verstappen Copyright Pirelli

Det var den næsten perfekte weekend i Miami for Max Verstappen, der efter 57 omgange kørte først over målstregen. Kun fejlen i kvalifikationen, der gav startplads ni var en streg i regningen for verdensmesteren.

Sejr, hurtigste omgang, 26 point på kontoen og et dæk, der kan holde alt for længe. Det har tidligere været et problem i Formel 1, at Hard-dækket kunne holde hele løbsdistancen. Vi oplevede det med Bridgestone, og vi har oplevet det med Pirelli. De sidste to løb i Baku og her i Miami har vist, at dækkene er alt for holdbare.

Charles Leclerc foran Kevin Magnussen
Copyright Pirelli

Det var ellers et underholdende løb vi oplevede på Miami International Autodrome. Et af de sjældne løb hvor alle bilerne gennemførte løbet, og hvor blandt andet Kevin Magnussen viste, at selv om man mister en placering for enden af baglangsiden, så kan man tage pladsen tilbage ind i første sving.

Størstedelen af kørerne startede på Medium, kun Ocon og Max startede på Hard i top 10. Lewis Hamilton startede også på Hard, og netop Hard til Medium var vejen at køre. Kevin Magnussen på Medium bummede starten og tabte to placeringer ind i sving 1. Nyck de Vries ramte Lando Norris i T1, og ødelagde McLaren-kørerens løb.

Fernando Alonso fik igen has på Carlos Sainz
Copyright Pirelli

Dagens bedste overhaling stod Max Verstappen for, da han lavede en dobbeltoverhaling på Kevin Magnussen og Charles Leclerc ind i T1. Charles havde omgangen før presset sig forbi Kevin på baglangsiden, men dermed kompromitterede han de næste snævre sving, og derfor kunne Kevin line en overhaling ved brug af DRS op mod sving. Max havde første parket, og kørte skarpt ind i sidste sving og trykkede på den højre pedal. Dermed kom han forbi begge kørere ind i sving 1, og der var ikke mange sekunder op til Sergio Perez i front.

Det tog ikke Max lang tid at komme forbi George Russell og siden var Pierre Gasly nærmest barnemad. 345 km/t på baglangsiden sagde speedometeret på skærmen. Dermed var hollænderen avanceret fra startplads 9 til plads 4 på 10. omgang.

Forude ventede Carlos Sainz, Fernando Alonso og forrest Sergio Perez. Kampen mellem Kevin og Charles fortsatte, men Charles lærte at det var bedre at være nummer to på start/mål end forrest ind i T17 efter baglangsiden. Max gik forbi Carlos Sainz på omg. 14 af 57.

Der var flere “tog” i løbet
Copyright Pirelli

Kevin Magnussen startede pitstoprunden på omgang 15 (ikke første, da stort set alle gennemførte på et pitstop) og gik fra Medium til Hard. Forude ventede 42 omgange og en tur op igennem midterfeltet. Flere af de andre top 10 kørere tog de næste par omgange deres pitstop. Alle fra Medium til Hard. Omgang 16 gik Max forbi Fernando Alonso og var nu 2’er i løbet. Der var kun 2.7 sekunder op til Perez i føring.

Den afstand blev reduceret yderligere over de næste par omgange og på omgang 20 var forspringet kun 1.7 sekund. På dette tidspunkt var Hard-kørerne begyndt at avancere og Lewis Hamilton havde kørt sig op til p9 foran Alex Albon.

Perez tog sit pitstop på omgang 21 og skiftede fra Medium til Hard. Ocon var nu p3, Perez p4. Carlos Sainz får fem strafsekunder for at have kørt for stærkt i pitlane. Det var kommentatorerne på F1TV hurtige til at se, da Carlos havde låste dæk ved pitindkørslen.

Friske Hard var bedre end brugte Hard, så George Russell var hurtig til at køre sig tilbage i den sjove ende. Han kørte forbi sin plageånd fra Baku, Lance Stroll, på omgang 24. Kevin Magnussen er på omgang 25 p13. Fernando Alonso havde forlænget sit første stint og gik i pit på omgang 25. Han kom ud efter Carlos Sainz. To omgange efter sit pitstop gik Fernando Alonso forbi Carlos Sainz og få omgange senere gik han forbi Esteban Ocon og var nu p3.

En teamordre til Lewis Hamilton om, at han ikke kæmper med George Russell mødes med forståelse om, at han ikke vil forsvare sig, men heller ikke sænke farten. Russell kommer dog smertefrit forbi for enden af baglangsiden. Flere af de startende Hard-kørere skifter nu til Medium. Max Verstappen fortsætter i front på sine dæk.

Kevin på halvgamle Hard kan ikke gøre meget mod de friskere Medium-kørere, og Lewis Hamilton kører sig hurtigt ind på danskeren og forbi. På omgang 45 kører Max endelig i pit. Han kommer ud 1½ sekund efter Checo, men bruger en halv omgang på at køre sig i DRS og omgangen efter tager han føringen tilbage i T1. Ocon kommer også forbi Kevin, der nu er nede på p10.

Podiet i Miami med Max Verstappen foran Sergio Perez og Fernando Alonso
Copyright Pirelli

Med sine friskere Medium kan Lewis køre sig op til første Pierre Gasly og senere Charles Leclerc, der ikke står nogen chance for den hurtigere Mercedes-kører. Fra sin p3 har Fernando Alonso så meget overskud, at han kan rose Lance Stroll for en overhaling på Valtteri Bottas, som han har set på storskærmene rundt om på banen.

Det var Max Verstappens dag. Syv år efter han kom til Red Bull Racing, startende med sejren i Spaniens GP 2016 tager sin sejr nummer 38, og matcher dermed antallet af sejre som den firdobbelte verdensmester Sebastian Vettel tog i sin Red Bull-tid. Han blev også kåret til Driver of the Day.

Miami 2023

At Formel 1 er toppen af poppen, hvor man ikke tolererer forsinkelser, er Sergio Perez et godt eksempel på. Han kom lidt for sent til kørerparaden, da han underholdt gæster hos Red Bull. Det fik han en reprimande for.

Her kan du se højdepunkterne fra Miamis GP.

Nu går turen til Europa og en trippleheader med først Imola, så Monaco og sidst Barcelona i starten af juni. Husk Formel 1 kan ses på TV3 Sport, TV3+, Viaplay og F1TV Pro.