Tidlig formiddag i Berlin er det blevet bekræftet, at McLaren stiller op til sæson 9 i Formel E.
McLaren overtager “resterne” af Mercedes EQ-holdet, og både teamchef Ian James og en stor del af medarbejderne på holdet følger med, når navneskiftet træder i kraft efter sæsonen.
Der nævnes ikke noget om kørere eller power train i den udsendte pressemeddelelse, men at det vil komme senere. Mesterskabsførende Stoffel Vandoorne skulle være indisponibel, da det menes, at han skifter til Dragon til sæson 9.
Dermed er McLaren repræsenteret i næsten alle de store serier med Formel 1, Formel E, Extreme E og Indycar i folden.