Max Verstappen har taget Formel 1 med storm, siden han blev forfremmet fra Toro Rosso til Red Bull – og det på både godt og ondt. Den unge hollænders kørestil og tilgang til sporten har været genstand for masser af opmærksomhed, men ingen kan længere være i tvivl om hans evner i en racerbil, og nu melder han selv ud, at han føler sig klar til at kæmpe med om VM i 2017.

Det springende punkt bliver ifølge Verstappen, om Red Bull kan levere en konkurrencedygtig bil til ham – selv føler han sig ikke i tvivl om, at han i givet fald vil være en stærk kandidat til VM-titlen.

”Ja, absolut. Din måde at tænke på forandrer sig fuldstændig, når du har en mesterskabsvindende bil, og du ikke behøver at køre 105 % hele tiden,” fortæller Verstappen i et interview med ’Motorsport.com’.

Max Verstappen Copyright Red Bull Contentpool
Max Verstappen
Copyright Red Bull Contentpool

”Man forsøger naturligvis altid at opnå det bedst mulige resultat, og når man er nødt til at køre helt til grænsen konstant, så vil det af og til gå galt for dig, og så kan folk synes, at du er for aggressiv. Med en mesterskabsvindende bil har du en helt anden tilgang.”

Den lynhurtige hollænder fortæller endvidere om de udfordringer, som han har mødt siden sit skifte til Red Bull, og han lægger ikke skjul på, at han føler sig bedre tilpas og mere afslappet nu, end han gjorde i sin tid hos Toro Rosso. ”Det er faktisk ret simpelt. Hos Toro Rosso er du hele tiden ude efter at bevise dit værd, så du kan tage skridtet videre til det større team (Red Bull, red.). Derfor kan tingene generelt godt blive lidt anspændte. Når man først er kommet til det større team, så starter arbejdet for de gode resultater og jagten på sejre og podieplaceringer. Man skal ikke hele tiden bevise sit værd, og jeg tror, det er årsagen til, at det føles lidt mere afslappet.”

Verstappen føler, at han nu har opnået den erfaring hos Red Bull og den ro med sig selv, at han vil være i stand til at få det fulde potentiale ud af bilen. ”Man ved, om man har kørt en god omgang eller ej, og man kan sige ’OK, giv mig et sæt nye dæk, så kan jeg hente det meste af et sekund’. Den slags kan man føle, når man kender sin bil. Indtil videre, når jeg har sat mig i bilen, har jeg godt kunnet tænke, at jeg endnu ikke kender bilens fulde potentiale. Den slags kommer kun af erfaring,” slutter han.

Max Verstappen Copyright Red Bull Contentpool
Max Verstappen
Copyright Red Bull Contentpool

Hvorvidt Red Bull kan levere et slagkraftigt våben til Verstappen og teamkammeraten Daniel Ricciardo til næste år, må tiden vise. Efter sigende bliver den kommende Red Bull racer en 100 % Adrian Newey kreation, og det plejer jo at borge for en vis kvalitet.